Tvister – og vejen til et succesfuldt udfald

Hvis din virksomhed bliver del af en tvist, er det afgørende, at I fra starten får valgt en strategi og metode, der kan bringe jer sikkert frem til en tilfredsstillende løsning.
Nyhed
Retssager og Voldgift

Mange virksomheder oplever på et tidspunkt, at de bliver del af en tvist. Det kan fx være i forbindelse med leverandøraftaler, overdragelsesaftaler ved salg af forretningsaktiviteter eller aktier, inddrivelse af udestående betalinger eller mangler ved leverede varer.

Når en sådan tvist skal løses, er mulighederne mange, og der er ikke en bestemt proces eller metode, som er universelt anvendelig. Det afgørende for et succesfuldt resultat er, at I fra starten får skabt et overblik over de udfaldsrum og risici, tvisten kan være forbundet med, og får lagt en fornuftig strategi for at løse problemstillingen.

Der er mange metoder til at løse en tvist, herunder forhandling, mægling, mediation, forbudssag, påbudssag, retssag, voldgiftssag, gruppesøgsmål og isoleret bevisoptagelse. Ofte afhænger et tilfredsstillende udfald af, at I fra starten får skabt klarhed over de relevante fakta og vælger et værktøj, som kan give jer en afklaring inden for en acceptabel tidshorisont.

Skal tvisten afgøres i en retssag?

Der kan være mange grunde til at ønske en tvist ført som en sag. Under alle omstændigheder bør formålet og det ønskede udfald være klart defineret fra starten, da I derved bedre kan skabe og gennemføre en strategi i forbindelse med sagen. I denne sammenhæng er det centralt at overveje jeres ønsker til tidshorisonten. En sag kan tage lang tid – og i de mest kom plicerede og specielle tilfælde virkelig lang tid.

Vi ser også situationer, hvor en sag er del af en større gruppe af sager eller har betydning for afgørelsen af andre sager. Her vil sagens formål også være et vigtigt pejlemærke for, hvilken Ind§igt sag der fx bliver valgt som testsag, og hvordan vi sikrer en fornuftig procesøkonomi i sagernes førelse.

Alternativer, hvis tiden er vigtig

Som det nok er mange bekendt, er de danske domstole desværre overbebyrdede, hvorfor en civil sag for tiden tager meget lang tid at få gennemført – ofte op til flere år ved behandlingen i første instans. Her er det værd at overveje andre muligheder, som kan være relevante alternativer til at føre en sag.

Ofte vil det være et fordelagtigt alternativ at vælge en isoleret bevisoptagelse, der typisk er hurtig at gennemføre. En isoleret bevisoptagelse er et værktøj, hvor der fx kan gennemføres syn og skøn, edition eller på anden måde foretages en bevissikring. Resultatet heraf vil kunne danne grundlaget for en løsning af tvisten, da der kommer vished for, om der fx er mangler, eller hvordan en bestemt situation skal forstås.

En retssag kræver fokus

Hvis det er nødvendigt at anlægge en retssag, oplever vi, at det ikke er processkrifternes længde, som afgør, om I opnår medhold i et krav. I stedet for at forsøge at få alt med bør der ske en fokusering på de problemstillinger, som er afgørende for sagen. Ikke alle sten bør vendes, men kun det antal, der skal til for at realisere det rette resultat.

Under sagen er det samtidig vigtigt løbende at vurdere, hvordan tingene udvikler sig – herunder de risici, som opstår, og hvordan de kan imødegås. På den måde har I altid et klart og aktuelt billede af, hvordan sagens muligheder ser ud, og hvad resultatet vil blive.

Er en voldgiftssag bedre og hurtigere?

Voldgiftssager har ry for at blive behandlet hurtigere end retssager og give en endelig afgørelse efter forhandlingen. Det er til dels rigtigt, men også delvist forkert. Efterhånden tager det også en del tid at gennemføre en voldgiftssag, og der stilles derfor store krav til sagens forberedelse og gennemførelse.

Derudover er der i sager af mere teknisk eller regnskabsmæssig karakter behov for ekspertvidner, som skal vælges med stor præcision og strategisk overvejelse. Derfor kræver det ofte betydelige ressourcer at opnå det rigtige resultat i en voldgiftssag.

Førelsen af en voldgiftssag kræver en stram styring med proces og ressourceforbrug. Det er således vigtigt, at det koordineres, hvornår sådanne klausuler skal anvendes i kontrakter, så I sikrer en fornuftig balance i økonomien i forhold til sagens genstand.

Generelt er det vores filosofi i Lund Elmer Sandager, at sager løses bedst gennem en konstruktiv dialog med modpartens advokat. På den måde får vi ofte den hurtigste og nemmeste løsning af tvisten. Samtidig er det vigtigt for os, at vi kun laver de tiltag og processuelle skridt, som giver mening i forhold til løsningen.

Vi bidrager til en effektiv og overskuelig proces og anvender mange digitale hjælpemidler til fx at sikre en fornuftig afklaring af fakta i sagerne, udfærdigelsen af processkrifter og ekstrakter. Samtidig sørger vi for, at selve hovedforhand lingen og vidneafhøringerne sker på et oplyst grundlag og i en professionel tone.