Vanvidskørsel – nye regler med store konsekvenser

Siden marts 2021 har vi i Danmark haft nye, strengere regler for vanvidskørsel. Det betyder blandt andet, at et køretøj kan konfiskeres – også hvis det er lånt ud. Vi ser nærmere på de nye regler og gør status over, hvordan de er blevet håndhævet i det første år.
Nyhed

Efter en række tragiske tilfælde, hvor hensynsløse trafikanter var involveret i alvorlige uheld, besluttede Folketinget i 2020 at skride ind over for vanvidskørsel. De nye regler trådte i kraft den 31. marts 2021 og har nu været gældende i lidt mere end et år.

Hvornår skal køretøjet konfiskeres?

En stor konsekvens ved de nye regler er, at et køretøj som udgangspunkt skal konfiskeres, hvis en person har kørt vanvidskørsel. Også selvom det ikke er ejeren, der sidder bag rettet.

Loven giver dog myndighederne mulighed for at undlade at konfiskere køretøjet, hvis de vurderer, at det er uforholdsmæssigt indgribende for ejeren at gøre det. Det drejer sig typisk om tilfælde, hvor ejeren hverken kunne vide, at køretøjet ville blive brugt til vanvidskørsel eller kunne sørge for at sikre sig økonomisk, da de overdrog køretøjet til en anden.

Det klare udgangspunkt er, at køretøjer konfiskeres ved vanvidskørsel. Bemærkningerne til loven lægger op til, at muligheden for at undlade konfiskation er en snæver undtagelse. Er køretøjet udlånt, må ejeren selv prøve at få sit tab dækket gennem et erstatningskrav over for føreren af køretøjet.

Hvad er status efter et år med de nye regler?

Retspraksis gennem det seneste år viser, at domstolene i langt de fleste tilfælde håndhæver reglerne. Selv når en ejer har indhentet underskrevne tro- og loveerklæringer og kontrolleret straffeattester fra låneren af køretøjet, har det ikke været tilstrækkeligt til at undgå konfiskering.

I sager som disse skal det altid undersøges, om ejeren har haft kendskab til, at et køretøj ville blive brugt til vanvidskørsel og har benyttet alle muligheder for at belyse risikoen for det. Er det tilfældet, vil domstolene efterfølgende se på, om ejeren har taget rimelige skridt til at sikre sig økonomisk i tilfælde af en konfiskering.

Ejeren skal undersøge lånerens økonomi

For at sikre sin økonomiske stilling kræves det, at ejeren i tilstrækkelig og relevant grad har undersøgt lånerens økonomi og ikke på den baggrund med rimelighed kunne forudse, at et erstatningskrav ville være dækningsløst. Det fremgår af lovbemærkningerne, at det f.eks. ikke er nok til at undgå konfiskation, at føreren er blevet erklæret insolvent i fogedretten, eller at føreren skal afdrage på bilen over en årrække.

Det er vores vurdering, som støttes af retspraksis, at det er ganske svært at komme igennem med, at konfiskering ikke skal ske.

Bliver ejendomsretten krænket ved konfiskering?

Ejendomsretten er et særlig juridisk aspekt ved reglerne, som ejere af køretøjer skal være opmærksomme på. Ifølge international lov er ejendomsretten ukrænkelig, medmindre det sker i samfundets interesse, der er klar lovhjemmel, og det er proportionelt med forseelsen. Det kan være tvivlsomt, om den danske lovgivning overholder dette, men skal reglerne ændres, kræver det, at domstolene underkender dem.

Aktuelle sager i Højesteret bliver afgørende

I øjeblikket behandler Højesteret en række sager om reglerne for vanvidskørsel. Deres vurdering af, om lovgivningen er i overensstemmelse med international ret, bliver afgørende for, om vi kommer til at se ændringer. Kommer Højesteret frem til, at konfiskation kan ske, som det er beskrevet i loven, vil reglerne fortsætte som i dag, og så vil en ændring kræve en sag ved Menneskerettighedsdomstolen.

Anbefalinger, hvis du låner dit køretøj ud:

  • Tag altid højde for reglerne om vanvidskørsel, hvis du låner dit køretøj ud. Eller hvis jeres medarbejdere bruger firmabiler som fri bil eller anvender køretøjer til at udføre deres arbejde, fx i servicefag.

  • Du skal sikre dig, at du som ejer eller leasingtager har gjort alt for at afklare, om køretøjet ville blive brugt til vanvidskørsel, og om føreren kan betale et erstatningskrav.
  • Hvis dit køretøj bliver beslaglagt, bør du straks gøre indsigelse mod grundlaget. Det er vigtigt, at du har gjort det, hvis reglerne senere bliver underkendt som værende i strid med international ret.

Hvilke overtrædelser dækker vanvidskørsel over?

Begrebet vanvidskørsel dækker over en række overtrædelser af straffeloven og færdselsloven.

Overtrædelser af straffeloven

  • Uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder.
  • Uagtsom forvoldelse af betydelig skade på nogens legeme eller helbred under særligt skærpende omstændigheder.
  • Forsætlig forvoldelse af nærliggende fare for nogens liv eller førlighed

Overtrædelser af færdselsloven

  • Særlig hensynsløs kørsel.
  • Hastighedsoverskridelse på mere end 100 procent ved kørsel med over 100 km/t.
  • Kørsel med en hastighed på 200 km/t eller derover.
  • Spirituskørsel med en promille over 2,00.

Denne artikel blev bragt i Ind§igt nr. 26 i juni 2022.