Lovforslag om seksuel chikane er nu fremsat

Den daværende regering og arbejdsmarkedets parter indgik i marts 2022 en trepartsaftale, der blandt andet skal styrke indsatsen mod seksuel chikane på danske arbejdspladser. En række af de initiativer, som skal modgå seksuel chikane på arbejdspladsen, kræver dog en ændring af både ligebehandlings-, arbejdsmiljø- og erhvervsuddannelsesloven, hvilket nu er blevet formelt fremsat i et lovforslag den 1. februar 2023.
Nyhed
Ansættelsesret

Lovændringerne skal blandt andet styrke indsatsen mod seksuel chikane og tydeliggøre arbejdsgivers ansvar i chikanesager for at gøre op med den uønskede kultur, der kan finde sted på danske arbejdspladser.

Konkrete ændringer:

Lovforslaget indeholder en lang række forslag til ændringer, hvor de væsentligste er fremhævet nedenfor:  

  • En sproglig opdatering af begrebet ”sexchikane”, der anvendes i ligebehandlingsloven i dag, men som fremover skal  hedde ”seksuel chikane”.
  • En ændring af ligebehandlingsloven, der skal give den krænkede medarbejder mulighed for at søge godtgørelse for tort direkte fra den medarbejder, der har udøvet krænkelsen i tillæg til en eventuel godtgørelse fra arbejdsgiver.
  • Arbejdsgivers forpligtelse til at stille et chikanefrit arbejdsmiljø til rådighed skal fremgå direkte af ligebehandlingsloven. Formålet er at tydeliggøre arbejdsgiverens ansvar for at forebygge og håndtere tilfælde af seksuel chikane.
  • Godtgørelsesniveauet skal hæves med en tredjedel i grove tilfælde af seksuel chikane, fx hvis den krænkede har tilhørt en udsat gruppe, fx elever og lærlinge.
  • Der skal indføres en række ikke-udtømmende kriterier til domstole og nævn, der  kan indgå ved udmålingen af en godtgørelse, da det kan være vanskeligt at vurdere niveauet af en godtgørelse, og så den krænkede oplever det som rimeligt. Arbejdsgiverens forebyggende indsats i form af bl.a.  personalepolitikker bør fx tillægges vægt.  
  • Retten skal kunne lægge vægt på partsforklaringer ved vurderingen af, om der er påvist faktiske omstændigheder, der kan formode, at der er foregået seksuel chikane.
  • Det skal tydeliggøres, at arbejdsledere og ansatte er forpligtet til at videregive oplysninger om tilfælde af seksuel chikane, hvis de bliver opmærksomme på det.
  • Det skal indføres i erhvervsuddannelsesloven, at elever og lærlinge, som oplever seksuel chikane, kan se bort fra den nuværende frist på 1 måned for at hæve en uddannelsesaftale. Seksuel chikane skal anses for en uforskyldt årsag til at miste uddannelsesaftalen.

Lovforslaget lægger op til, at lovændringerne skal træde i kraft allerede i april 2023.

Læs lovforslaget her.

Lund Elmer Sandagers kommentar

Efter indgåelsen af trepartsaftalen i marts 2022 blev der i august 2022 foretaget en undersøgelse af Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, der viste, at det blev estimeret, at ca. 22,2 pct. af danske lønmodtagere havde oplevet en hændelse af uønsket seksuel opmærksomhed og chikane på deres arbejdsplads indenfor de seneste 12 mdr. 

Estimatet vidner om, at fokus på forebyggelse og håndtering af sager om seksuel chikane kun bliver et endnu vigtigere fokusområde for danske arbejdsgivere fremadrettet, da lovændringerne – hvis og når de bliver vedtaget – bl.a. vil betyde, at der bliver stillet skarpt på arbejdsgivers ansvar og forpligtelser i sager om seksuel chikane på arbejdspladsen.

Hvis man som dansk arbejdsgiver og arbejdsplads skal kunne leve op til de nye regler, kan det bl.a. blive nødvendigt at implementere ændringer i den nuværende arbejdskultur og indføre nye retningslinjer, herunder konkrete personalepolitikker for adfærd og arbejdsmiljø.

Hvis du ønsker konkret rådgivning til, hvordan I bedst kan forebygge og håndtere sager om seksuel chikane, eller hvis du har spørgsmål til emnet, så kontakt én af vores ansættelsesretlige specialister; partner Michael Møller Nielsen, associeret partner Julie Flindt Rasmussen eller advokat David Bar-Shalom.

**OPDATERING

Loven blev vedtaget af et bredt flertal i Folketinget den 23. marts 2023.