Regeringen indfører passagerafgifter for at fremme bæredygtig luftfart

Regeringen har for nylig fremlagt et lovforslag om grøn luftfart, hvor de foreslår en passagerafgift på flyrejser. Det forventes derfor, at flyrejser bliver dyrere fra 2025.
Nyhed

Både indenrigs- og udenrigsflyvninger vil fra 2025 blive underlagt en passagerafgift ifølge et nyt lovforslag fra regeringen. Med dette forslag tager Danmark et betydeligt skridt mod en grønnere fremtid. Danmark har ligesom andre lande som Sverige, Norge og Tyskland til hensigt at imødekomme miljømæssige bekymringer, som er forbundet med flyrejser og vil samtidig bidrage til at generere midler til bæredygtige initiativer.

Udvikling og køb af bæredygtige flybrændstof

Omtrent halvdelen af passagerafgiften skal gå til at støtte luftfartsindustrien i overgangen til en grønnere fremtid gennem udvikling og køb af bæredygtige flybrændstof. Den anden halvdel af indtægterne er øremærket til at hæve ældrechecken.

Den sidstnævnte anvendelse er blevet mødt af kritik, da sammenhængen mellem en passagerafgift på luftfart og en national offentlig ydelse øremærket til en bestemt gruppe af mennesker i befolkningen er svær at forstå. Forslaget behandles i skrivende stund i Folketinget.

Hvordan ser passagerafgiften ud i praksis?

Afgiften vil variere på baggrund af rejsens distance, men vil gennemsnitligt blive kr. 100 pr. tur inden 2030. Afgiften vil gælde for passagerer på alle flyrejser med undtagelse af personer, der mellemlander i en dansk lufthavn.

Den nye passagerafgift vil blive gradvist indført fra 2025. I 2030 forventes en specifik rejse at være underlagt følgende afgifter:

  • Passagerafgiften for en rejse inden for Europa vil være cirka kr. 60
  • Passagerafgiften for mellemlange rejser, f.eks. til New York, vil være omkring kr. 240
  • Passagerafgiften for længere rejser, f.eks. til Bangkok, vil være cirka kr. 390

Regeringen har planer om at evaluere passagerafgiftsbeløbene i 2027.

Hvis du har spørgsmål til de nye regler eller andre spørgsmål om luftfartslovgivning, så kontakt partner, advokat Michael Møller Nielsen, advokat Christoffer Sidelmann Borg, advokat Anna Lindencrone Lundin eller partner Linea Conforti som løbende rådgiver  internationale flyselskaber om juridiske spørgsmål relateret til dansk lovgivning, herunder effektiv behandling af EU261-sager.