Datatilsynet konkluderer: Google Analytics kan ikke længere bruges lovligt

Datatilsynet har netop vurderet, at Google Analytics som udgangspunkt ikke længere lovligt kan anvendes af danske virksomheder. Det er dog fortsat muligt lovligt at benytte Google Analytics som analyseværktøj, såfremt virksomheden træffer helt særlige foranstaltninger, der lovliggør brugen af værktøjet.
Nyhed

Dette skal i givet fald grundigt analyseres og dokumenteres. I praksis vil det dog betyde, at Google Analytics i de fleste tilfælde ikke længere kan anvendes.

Både det østrigske, franske og italienske datatilsyn har tidligere truffet tilsvarende afgørelser vedrørende Google Analytics, og afgørelserne giver udtryk for en fælles europæisk holdning blandt tilsynsmyndighederne.

Afgørelsen begrundes bl.a. i, at GDPR hindrer overførsel af personoplysninger til lande, der ikke sikrer en behandlingssikkerhed svarende til den, der er fastsat i GDPR.

Google Analytics kan anvendes ved brug af supplerende foranstaltninger

Vil man som virksomhed fortsat gøre brug af Google Analytics, er det et krav, at virksomheden fremadrettet udarbejder en plan for, hvordan det kan sikres, at personoplysningerne efter at være overført til et tredjeland fortsat er beskyttet f.eks. mod frigivelse til de amerikanske efterretningstjenester (såkaldte supplerende foranstaltninger).

Den franske tilsynsmyndighed har i forbindelse med sin afgørelse udarbejdet en vejledning til, hvad virksomheder kan gøre for at sikre personoplysninger ved overførsel til Google i USA, f.eks. ved at gøre brug af pseudonymisering. Du kan læse vejledningen på engelsk her.

Er det ikke muligt at implementere supplerende foranstaltninger, er det ikke længere muligt på lovlig vis at anvende Google Analytics, og virksomheder må derfor finde alternative muligheder til indsamling af data, analyse og statistik om deres brugeres anvendelse af hjemmesider, m.v.  

Lund Elmer Sandagers kommentar

Der ligger nu en stor opgave foran en række danske virksomheder, der gør brug af Google Analytics, som nu skal vurdere, om de fortsat kan benytte analyseværktøjet. Vurderer den enkelte virksomhed, at de fortsat vil bruge Google Analytics, skal der igangsættes såkaldte supplerende foranstaltninger.

Du kan læse Datatilsynets afgørelse her.

Har du spørgsmål til Datatilsynets konklusion, eller har du andre spørgsmål vedrørende GDPR-reglerne, er du velkommen til at kontakte vores GDPR-specialist partner, advokat Torsten Hylleberg.