GDPR: EU-Kommissionen godkender Storbritannien som et sikkert tredjeland

Storbritannien forlod EU den 31. januar 2020. Konsekvensen heraf var, at Storbritannien med virkning fra udløbet af overgangsperioden den 1. juli 2021 blev et såkaldt tredjeland. Herefter ville overførsler kræve, at der skulle udarbejdes et overførselsgrundlag for, at personoplysninger lovligt kan overføres til Storbritannien. Dette undgås nu, efter at Storbritannien er godkendt om et ”sikkert tredjeland” for overførsel af personoplysninger.
Nyhed

Godkendelse af storbritannien som sikkert tredjeland 

EU-Kommissionen godkendte den 28. juni 2021 Storbritannien som et sikkert tredjeland i henhold til databeskyttelsesforordningen (GDPR). EU-Kommissionens anerkendelse af Storbritannien som et sikkert tredjeland er sket gennem udstedelsen af to tilstrækkelighedsafgørelser.

En tilstrækkelighedsafgørelse indebærer, at EU-Kommissionen vurderer om beskyttelsesniveauet i det pågældende land er tilstrækkeligt sikret. EU-Kommissionen har således nu konkluderet, at databeskyttelseslovgivningen og retssystemet i Storbritannien efter Storbritanniens udtræden af EU i det væsentligste svarer til det, som sikres indenfor EU.

Betydning af EU-Kommissionens vurdering  

EU-Kommissionens vedtagelse af de to tilstrækkelighedsafgørelser inden udløbet af overgangsperioden for Brexit betyder, at virksomheder frit kan overføre personoplysninger til Storbritannien uden et særskilt overførselsgrundlag, hvilket som udgangspunkt vil gælde i fire år.

Hvis du har spørgsmål til overførsel af persondata til Storbritannien eller andre persondataretlige spørgsmål, så er du velkommen til at kontakte vores specialister i GDPR og databeskyttelse associeret partner, advokat Torsten Hylleberg eller advokat Anders Linde Reislev.