Kommanditselskaber omfattes af indberetningspligten om ejer- og stemmeforhold til Det Offentlige Ejerregister

En bekendtgørelse er blevet vedtaget, hvorefter visse kommanditselskaber har pligt til at indberette oplysninger om virksomhedens ejere til Det Offentlige Ejerregister.
Nyhed

Indberetningspligten til Det Offentlige Ejerregister

Siden den 15. december 2014 har ledelsen i aktieselskaber, anpartsselskaber, iværksætterselskaber, partnerselskaber og de europæiske selskaber (SE-selskaber) været forpligtet til at sikre, at der i Det Offentlige Ejerregister registreres oplysninger om de fysiske og juridiske personer, der besidder 5 % eller mere af kapital- eller stemmeandelene i det pågældende selskab. 

Indberetningspligten omfatter ligeledes de tilfælde, hvor en kapitalejer eller en stemmerettighedshaver krydser én af følgende grænser for besiddelse af kapital- eller stemmeandele: 5, 10, 15, 20, 25, 50, 90 og 100 % samt 1/3 og 2/3. Selskaber, der alene har kapitalejere og stemmerettighedshavere, der besidder mindre end 5 % af kapital- eller stemmeandelene, har tilsvarende pligt til at indberette dette.

Ved bekendtgørelse nr. 557 af 1. juni 2016 er denne indberetningspligt nu udvidet til også at omfatte visse kommanditselskaber.


Er alle kommanditselskaber omfattet af indberetningspligten?

Ifølge bekendtgørelse nr. 557 af 1. juni 2016 omfatter indberetningspligten alene de kommanditselskaber, der er registreringspligtige i henhold til lov om visse erhvervsdrivende virksomheder. 

Et kommanditselskab er registreringspligtigt i henhold til lov om visse erhvervsdrivende virksomheder, såfremt alle komplementarerne i kommanditselskabet er

(i)aktieselskaber, anpartsselskaber, partnerselskaber (kommanditaktieselskaber) eller selskaber med en tilsvarende retsform, eller

(ii)kommanditselskaber, hvor samtlige komplementarer udgøres af en selskabsform, omfattet af pkt. (i) ovenfor.


Frist for indberetning

Bekendtgørelse nr. 557 af 1. juni 2016 trådte i kraft den 1. juli 2016, hvorfra de omfattede kommanditselskaber er underlagt indberetningspligten. Bekendtgørelsen indeholder dog en overgangsordning for eksisterende kommanditselskaber, hvorefter den første indberetning til Det Offentlige Ejerregister kan ske frem til den 1. oktober 2016. Nye kommanditselskaber skal derimod indberette hurtigst muligt, hvilket i henhold til Erhvervsstyrelsens praksis vil sige senest et par dage efter stiftelse. 

Fejlagtig eller for sen indberetning til Det Offentlige Ejerregister kan straffes med bøde. 

Nærmere om indberetningspligten kan findes i Erhvervsstyrelsens vejledning om Det Offentlige Ejerregister på www.erhvervsstyrelsen.dk.   

Lund Elmer Sandager

Lund Elmer Sandager rådgiver omkring selskabers indberetningspligt til Det Offentlige Ejerregister ligesom Lund Elmer Sandager foretager indberetninger på selskabers vegne.

For nærmere oplysninger herom kontakt advokat Sebastian Rungby på +45 33 300 255 eller på sru@lundelmersandager.dk.