Væsentlige ændringer i reglerne vedrørende syn og skøn

Reglerne om udmeldelse af syn og skøn i borgerlige sager findes i retsplejelovens kapitel 19, der giver parterne mulighed for – over for retten – at begære syn og skøn afholdt. Efter at have hørt sagens parter er det retten, der tager stilling til, om der skal gives tilladelse til at gennemføre syn og skøn. I forbindelse med begæringen om syn og skøn, skal den part, der rekvirerer syn og skøn, sende et skønstema til retten, jf. § 196.

Ændringer der trådte i kraft 1. juli 2014

Som led i den almindelige digitalisering af retssagsprocessen blev der pr. 1. juli 2014 indført skematvang, når der skal udarbejdes skønstema.

Afvisning af skønsspørgsmål

Før 1. juli 2014 var det almindelig praksis, at parterne skulle være enige om skønsspørgsmål. Her er der sket en væsentlig ændring i reglerne, idet retten nu kun kan afvise spørgsmål, der ligger uden for skønsmandens faglige kompetencer eller rettens afgørelse om foretagelse af syn og skøn. Eller hvis skønnet synes at være uden betydning for sagen. 

Derudover kan retten afvise spørgsmål, som på utilbørlig måde forsøger at lede skønsmanden i en bestemt retning, eller som forudsætter, at skønsmanden tager stilling til spørgsmål, som det er op til retten at tage stilling til, jf. § 197. Det følger tidligere praksis, at skønsmanden ikke kan tage stilling til juridiske spørgsmål.

Reglerne er indført for at undgå uendelige diskussioner mellem parterne om rekvirentens spørgsmål. Betydningen af ændringen er, at den, der ønsker at få forkastet et spørgsmål, skal sandsynliggøre, at spørgsmålet på utilbørlig måde forsøger at lede skønsmanden i en bestemt retning. Det vil oftest være umuligt at bevise. Midlet mod det er at stille modspørgsmål - såkaldte defensive spørgsmål - til afbødning af eventuel skadevirkning af modpartens spørgsmål.

Nye regler om udpegning af skønsmænd

Med virkning fra 1. juli 2014 blev der også indført en regel om, at den foreslåede skønsmand skal meddele retten et overslag over de forventede omkostninger ved forretningens udførelse og ved skønsmandens møde i retten, inden skønsmanden udpeges. Samtidig skal skønsmanden meddele, hvornår en skønserklæring kan forventes afgivet, jf. § 201.

Efter skønsmandens meddelelse om omkostninger og tid, skal parterne have lejlighed til at udtale sig om begge dele, inden retten udpeger skønsmanden. Retten kan afvise at udmelde en skønsmand, som ikke kan svare i rimelig tid og udskifte skønsmanden, hvis han eller hun ikke svarer inden for de anslåede frister.

Rekvirenten kan få tillagt omkostninger

I kapitlet om sagsomkostninger er der, i tilfælde hvor der er etableret isoleret bevisoptagelse for retten – dvs. syn og skøn uden at der er anlagt retssag - rettet op på en tidligere skævhed, idet det tidligere var sådan, at retten ikke kunne tillægge rekvirenten omkostninger, men kun modparten - uanset udfaldet af syns- og skønsforretningen, jf. § 343

Den, der rekvirerede syn og skøn, kunne tidligere få medhold i, at der var væsentlige fejl og mangler ved skønsgenstanden, uden at dette havde sagsomkostningsmæssige konsekvenser for den skønsindstævnte. Regelændringen betyder, at retten nu kan tillægge omkostninger til den, der får ret ved det afholdte syn og skøn.

Ændringer med virkning fra 1. juli 2017

Med de nuværende regler har retten mulighed for at udpege en eller flere skønsmænd til sammen at besvare skønstemaet.

Flere erklæringer om samme spørgsmål

Fra 1. juli 2017 kan retten udpege flere skønsmænd til at besvare samme spørgsmål, jf. § 198, hvis den finder det hensigtsmæssigt og under hensyn til sagen og skønstemaets karakter.

Ændringen betyder, at de udpegede skønsmænd uafhængigt af hinanden skal svare på samme spørgsmål med den konsekvens, at svarene kan stikke i hver sin retning.

Ensidigt indhentede erklæringer

Udover denne ændring er der indført en helt ny bestemmelse, som giver retten mulighed for - efter fælles ønske fra parterne - at tillade, at parterne, som supplement til eller i stedet for optagelse af syn og skøn, fremlægger erklæringer, som de hver især indhenter fra sagkyndige, jf. § 209a. Parterne får også mulighed for at fremlægge juridiske responsa, der kan støtte den juridiske argumentation. Dette er en stadfæstelse af praksis.

Fremlæggelse af ensidigt indhentede erklæringer har hidtil været reguleret ved højesteretspraksis, men bliver nu lovregulereret sådan, at erklæringer, der er ensidigt indhentet af en part inden sagsanlægget, kan fremlægges som bevis - medmindre erklæringens indhold, omstændighederne ved tilblivelsen, eller andre forhold giver grundlag for at fravige udgangspunktet, jf. § 341a.

Det er i overensstemmelse med hidtidig domspraksis. Det nye er, at hvis en part har fremlagt en sådan erklæring, kan modparten – under i øvrigt samme betingelser - fremlægge en tilsvarende erklæring, selvom denne erklæring først har kunnet indhentes efter sagens anlæg, jf. § 341a.

Ny syns- og skønserklæring

Muligheden for nyt syn og skøn ved andre skønsmænd bliver derudover udvidet væsentligt. Efter 1. juli 2017 vil det nemlig være muligt at afholde nyt syn og skøn, hvis retten finder det hensigtsmæssigt på baggrund af indsigelser, hvis det giver muligheder for at få skønstemaerne yderligere belyst, eller hvis retten vurderer, at det vil være hensigtsmæssigt i forhold til sagens og skønstemaets karakter, jf. § 209.

Nye muligheder for at fremlægge beviser

Med disse ændringer, er der, som det ses, en lang række nye muligheder for at fremlægge beviser for retten:

• Ensidig sagkyndig erklæring indhentet af sagsøger inden retssag. 
• Ensidigt indhentet erklæring af sagsøgte efter retssag.
• Én eller flere syns- og skønserklæringer om samme spørgsmål.
• Sagkyndige erklæringer efter parternes enighed som supplement til en skønserklæring.
• Ny syns- og skønserklæring efter rettens afgørelse.

Det er klart, at dommeren uden særlig teknisk eller økonomisk sagkyndighed får en meget stor rolle at spille i forbindelse med at tage stilling til, hvilke af de tekniske eller økonomiske rapporter, han eller hun vil lægge størst vægt på. 

Det vil i denne sammenhæng, hvis de forskellige erklæringer stritter i hver sin retning, være særdeles vigtigt, at retten afhører de sagkyndige. I den forbindelse er der indført en regel om, at hvis de sagkyndige har afgivet erklæringer efter parternes fælles beslutning, kan de sagkyndige rådføre sig med hinanden, inden de svarer på de stillede spørgsmål under afhøring.

Til at finde rundt i samtlige beviser/erklæringer har retten – ligesom i den hidtil gældende praksis - mulighed for at hente hjælp fra to sagkyndige medlemmer under hovedforhandlingen.

De nævnte regler gælder for sager ved de ordinære domstole. Voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlæg har endnu ikke taget stilling til, i hvilket omfang reglerne vil blive implementeret i Voldgiftsretten. 

Har du spørgsmål til ændringerne eller spørgsmål til denne artikel, så er du velkommen til at rette henvendelse til partner, Erik Hovgaard på telefon +45 33 300 202 eller via e-mail eh@lundelmersandager.dk