Første del af MiCA træder i kraft og sætter EU-myndighedernes level 2-arbejde i gang

Den 29. juni 2023 trådte den første del af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2023/1114 om markeder for kryptoaktiver (herefter ”MiCA”) i kraft. I denne opdatering ser vores specialister for bank- og finansret nærmere på de overordnede sondringer i MiCA. Du får også en opsummering af den regulering, der nu er trådt i kraft og den, der venter i 2024 i forbindelse med udrulningen af de øvrige dele af MiCA.
Nyhed
Bank og Finans

Baggrund og MiCA-forordningens tidslinje

I anledningen af ikrafttrædelsen af den første del af MiCA-forordningen ser vi her nærmere på forordningen, som mange forbinder med bitcoin, men som i virkeligheden også har betydning for andre typer værdier eller rettigheder, der baserer sig på ”distributed ledger-teknologi” eller ”DLT”.

Det er første gang, at området, som Finanstilsynet tidligere har kaldt ”Det Vilde Vesten” og et ”Eldorado for svindlerne”, bliver håndfast reguleret, og det er derfor yderst interessant at følge med i, hvordan reguleringen kan afhjælpe usikkerhederne og sikre lov og ordentlighed inden for handel med non-fungible tokens (”NFT’er”), tokens, kryptovaluta m.v.

EU-Kommissionen introducerede for første gang MiCA-forordningen som et lovforslag tilbage i 2020. Efter en årrække med forhandlinger er den endelige ordlyd af MiCA nu klar og afventer blot sin fulde ikrafttrædelse.

MiCA træder i kraft i tre tempi – de første bestemmelser er trådt i kraft fra den 29. juni 2023, mens øvrige dele af MiCA træder i kraft henholdsvis den 30. juni 2024 og den 30. december 2024. De bestemmelser, der er trådt i kraft, indebærer forskellige beføjelser til EU’s myndigheder til at udarbejde det, vi i fagtermer kalder ”level II-retsakter”, herunder regulatoriske tekniske standarder (”RTS’er”).

At EU’s myndigheder nu har lovhjemmel til at påbegynde dette arbejde skal ses som en afsluttende fase af forberedelserne til den kommende runde af implementeringer, hvor MiCA virkelig begynder at have retlige konsekvenser for aktørerne på dette område. Vi har skabt en omfattende oversigt over de retsakter, som ESMA, EBA og ECB nu skal udforme på grundlag af beføjelserne i MiCA, der trådte i kraft den 29. juni 2023. Se oversigten her.

MiCA-forordningens anvendelse: Afdækning af aktivklassificeringerne

For at forstå hvilke regler, der med MiCA vil gælde for udsteder, handelsplatforme, indehavere og andre relevante aktører, skal vi sondre mellem de aktivklassificeringer, der findes i MiCA.

Aktivklassificeringerne er baseret på, hvilken risiko aktiverne indebærer, og hvorvidt aktiverne har til formål at stabilisere deres værdier ved brug af en referenceværdi til et andet aktiv. En sådan referenceværdi vil typisk være fastsat ved en pantsætning.

Under sidstnævnte kategori for aktiver, der benytter sig af en referenceværdi, er e-pengetokens og aktivbaserede tokens, mens en tredje og – i forhold til de referencebaserede aktiver – opsamlende kategori blot kaldes ”kryptoaktiver”. Sondringen mellem e-pengetokens og aktivbaserede tokens går på, hvilken aktivkategori der er taget reference i. For så vidt angår e-pengetokens vil der typisk være tale om et betalingsmiddel, herunder valuta, mens aktivbaserede tokens kan tage reference i næsten hvad som helst.

Et nærmere kig på aktivbaserede tokens

Aktivbaserede tokens udgør den brede aktivkategori inden for referencebaserede aktiver. Disse tokens kan i vid udstrækning svinge i værdi i takt med deres underliggende aktiv. Det egentlige formål med aktivbaserede tokens, er at fungere som et udvekslingsmiddel fremfor et middel til opbevaring eller investering – sådan som det er tilfældet med kryptoaktiver. Derfor er der behov for klare retningslinjer for at adskille aktivbaserede tokens fra kryptoaktiver.

Formålet med aktivbaserede tokens er netop at opretholde en stabil værdi og fungere som pålideligt udvekslingsmiddel. Derfor er der strenge krav til udstedere af aktivbaserede tokens. Disse krav inkluderer oprettelse og vedligeholdelse af en reserve, der tjener til at støtte det aktivbaserede token og sikre dets vedvarende stabile værdi.

Vi forventer, at ESMA vil udarbejde retningslinjer for sondringen mellem aktivbaserede tokens og kryptoaktiver i henhold til MiCA og MiFID II. Sondringen er blandt andet vigtig, da udstedere og kryptoaktivtjenesteudbydere vil være underlagt visse forbudsbestemmelser for så vidt angår spekulation ved opbevaring af aktivbaserede tokens.

Virksomheder, der udsteder aktivbaserede tokens, er forpligtede til at opnå en licens i overensstemmelse med MiCA-forordningen og skal have base inden for EU’s område. Hvis virksomheder uden for EU i øjeblikket tilbyder aktivbaserede tokens i EU, bør de derfor overveje at etablere en juridisk enhed inden for EU for at leve op til reguleringens krav.

For virksomheder, der allerede har etableret en base inden for EU, er det afgørende at foretage en omhyggelig juridisk vurdering af deres aktiviteter for at afgøre, om de opfylder MiCA’s krav. Dette vil afgøre, om de skal forberede sig på at ansøge om licens i henhold til MiCA-forordningen, inden de resterende dele af reguleringen træder i kraft.

Kommende retsakter som EU vil indføre

Følgende er en oversigt over de kommende retsakter, som EU-myndighederne har til hensigt at udarbejde i kølvandet på ikrafttrædelsen af deres nye beføjelser.

Vær opmærksom på, at denne oversigt ikke er udtømmende. Den inkluderer kun de mest relevante level II-retsakter, som vi forventer bliver indført i henhold til de nuværende og kommende bestemmelser i MiCA. Antallet af retsakter demonstrerer omfanget af reguleringen, som aktørerne kan forvente at blive mødt med og leve op til.

Gå til oversigten over retsakter her.  

Lund Elmer Sandagers kommentar

MiCA er hjørnestenen i en omfattende regulering, der vil stille høje krav til aktører inden for kryptoområdet. Alle inden for kryptoområdet (kryptoaktivtjenesteudbydere og kryptoaktivudbydere såvel som udbydere af e-pengetokens og aktivbasrede tokens) bør allerede nu påbegynde arbejdet med at identificere de politikker, vurderinger, indikatorer m.v., som de vil blive pålagt at overholde efter ikrafttrædelsen af den øvrige del af MiCA.

Uanset om du allerede er aktiv på markedet eller tænker på at starte en virksomhed inden for kryptoaktiver eller andre typer aktiver baseret på DLT, som f.eks. e-pengetokens eller aktivbaserede tokens, kan vores specialister på området hjælpe dig med at navigere i reglerne og give dig kompetent, juridisk rådgivning om MiCA-forordningen.

Hvis MiCA-forordningen er relevant for dig, kan vi hjælpe dig med at forstå og overholde alle reglerne. Vi tilbyder vejledning om, hvilke regler under MiCA, der gælder for din virksomheds aktiviteter og hjælper dig med at søge tilladelser, udarbejde nødvendige dokumenter, udvikle procedurer og meget mere. Kontakt partner Kim Høibye eller advokat Jakub Zakrzewski for at høre mere om, hvordan vi kan hjælpe dig.