Konkursramte Butchers & Bicycles opkøbt af EventyrCykler

Det danske el-ladcykelfirma Butchers & Bicycles er under konkursbehandling. Partner Per Hald er udpeget som kurator og har stået for håndteringen af boet samt det efterfølgende salg af aktiverne til EventyrCykler ApS.
Nyhed
Konkurs

Butchers & Bicycles, der blev stiftet i 2013, har gennem årene opnået bred anerkendelse for sin trehjulede el-ladcykel med tilt-teknologi. Cyklen har vundet flere designpriser og haft en markant tilstedeværelse både i Danmark og internationalt. Selskabet har blandt andet haft investeringer fra arkitekten Bjarke Ingels og Pandora-stifterne. På trods af løbende kapitaltilførsler lykkedes det dog ikke at sikre en ny kapitalforhøjelse, og selskabet indgav konkursbegæring i marts 2025. 

Som led i bobehandlingen er aktiverne fra Butchers & Bicycles nu overtaget af EventyrCykler, der er en fynsk producent af el-ladcykler. Overtagelsen omfatter brandet, immaterielle rettigheder og dele af produktionsudstyret. 

EventyrCykler har til hensigt at videreføre Butchers & Bicycles som et selvstændigt brand. Fokus vil være at bevare den eksisterende teknologi og designarv, men samtidig gøre produktet mere tilgængeligt for et bredere publikum gennem justeringer i produktion og prisstruktur. 

Partner, advokat Per Hald har sammen med advokat Kenneth Birkebæk Laursen varetaget processen med henblik på effektiv realisation af boets aktiver, og salget er gennemført med respekt for såvel kreditorinteresser som det videre potentiale i Butchers & Bicycles. Hvis du har spørgsmål, så kontakt Per Hald.  

Deal links: 

Pressemeddelelse

Cykelportalen 

Berlingske