Midtbanebrinken: Fra vision til bæredygtig senioroase

Midtbanebrinken startede som en vision om fællesskab i livets efterår. I dag står de splinternye, topmoderne bygninger og troner mellem vilde blomstermarker. Vejen dertil har været lang og snørklet både for beboerne og for vores advokater, men alle parter er blevet gode erfaringer rigere. Kom med ind i maskinrummet og se, hvordan en vision er blevet til et eftertragtet seniorbofælleskab.
Nyhed
Projektudvikling

Partner Henrik Høpner og advokatfuldmægtig Daniel Boalth Petersen er taget til Hvalsø for at besigtige et projekt, som de har arbejdet med i mere end fem år. Det startede med en diffus idé og et halvtilfældigt kald fra en af de fremtidige beboere, men nu kan de to jurister se de karakteristiske træhuse, som efter en lang række udfordringer nu er en realitet.

Ønsket om at være sammen som seniorer

Visionen spirede første gang nytårsaften 2017, hvor vennerne, der alle var i slut 60’erne eller i 70’erne, blev enige om at kaste sig ud på et eventyr. De ville selv forme deres pensionisttid med et nybygget seniorbofælleskab.

Måske har mange andre haft lignende snakke med gode venner, men det blev ikke bare ved snakken. Vennerne begyndte for alvor at drøfte, hvordan en sådan konstruktion skulle være. De var først og fremmest enige om, at de ville bygge selv, det skulle være så bæredygtigt som muligt, og der skulle være en togstation tæt på. Missionen var herefter at finde en grund på Sjælland, hvor de kunne udleve deres drøm om at bygge et bæredygtigt seniorbofællesskab, hvor de kunne bo tæt sammen, men samtidig have mulighed for privatliv.

Valget faldt i foråret 2018 på grunden i Hvalsø vest for Lejre med udsigt til mark, sø, skov og med gåafstand til indkøb og togstation. Projektet “Midtbanebrinken” var nu for alvor skudt i gang, og vennerne kontaktede Henrik og Daniel for at få juridisk hjælp til projektet.  

Uformelle drøftelser af komplicerede juridiske problemer

Henrik og Daniel, der er specialister i de juridiske aspekter af fast ejendom, var med fra start og har rådgivet beboerne om alt fra etablering af grundejerforening med sokkeludstykninger, koordinering med landinspektør, særlige forhold omkring etablering af fælleshusejerforeningen, skatte- og momsretlige spørgsmål, drøftelser med finansielle rådgivere, udfordringer med lokalplan og tvister i den anledning, til entrepriseretlige udfordringer og køb og salg fast ejendom etc. 

“Det har været et meget spændende forløb, hvor vi har taget stilling til og rådgivet om aspekter, hvor nogle dele har været sædvanlige for et projekt, som det her, og andre dele havde vi bestemt ikke set komme, da projektet blev sat i søen,” fortæller Daniel.

Må der være en skorsten på et nyt hus?

En af de udfordringer, som projektet stødte på, var kommunens afslag til, at husene måtte have en skorsten, som ellers var del af de første tegninger. Det var således den endelige politiske beslutning efter lang tids tovtrækkeri med kommunen. Tegningerne af husene og lokalplanen var ellers på plads, men nu skulle husene ændres til at have andre varmekilder uden pejs og skorsten, hvilket medvirkede til, at processen trak ud.

Udfordringen med skorstene gav dog anledning til, at projektet kunne ændres. “Vi var enige om, at vi ville bygge så bæredygtigt som muligt, så da vi alligevel skulle lave alle tegningerne om, havde vi i mellemtiden drøftet, om husene skulle være i træ i stedet for teglsten. Så nu havde vi mulighed for at ændre det, selvom processen blev forlænget,” fortæller Bente Nielsen, der i dag bor i bofællesskabet.  

Midtbanebrinken og Lund Elmer Sandager

Henrik og Daniel har hjulpet beboerne med alle juridiske aspekter fra start til slut, hvilket de ser som en stor fordel: “Vi har været med fra dag 1, som har gjort mange af processerne lettere. Vi har kendt visionen og de økonomiske forudsætninger for de enkelte beboere og har kunne tage mange af problemerne i opløbet,” fortæller Henrik.

Beboerne fortæller, at de har følt sig trygge gennem hele processen og fremhæver særligt en ting: “Dét, vi især har været glade for ved Henrik og Daniel, er deres oprigtige interesse i vores projekt,” fortæller beboerne og fortsætter: “Når vi har ringet med en udfordring, så har vi haft en følelse af, at de har sat sig grundigt ind i situationen og været interesseret i at løse det i vores bedste interesse – det har ikke bare været standardsvar.” 

“Vi gjorde det!”

Til et spørgsmål om, hvad de ville have gjort anderledes, svarer beboeren, Annick: “De store udfordringer, som corona, stigende materialepriser og bøvl med kommunen har været uden for vores indflydelse, så vi er egentligt godt tilfredse med vores tilgang og beslutninger.”   På trods af udfordringer og svære beslutninger så har projektet været det hele værd: “Det er blevet lige så fantastisk, som vi havde håbet på. Vi gjorde det – og vi er stadig gode venner,” slutter beboerne enstemmigt.

Hvad er seniorbofællesskabet Midtbanebrinken?

Midtbanebrinken er et bofællesskab, hvor gode venner er gået sammen om at skabe en tilværelse, hvor de enkelte beboere har mindre boliger, men til gengæld store fællesarealer, hvor de kan komme hinanden ved.

Fællesarealerne rummer blandt andet stort køkken, opholdsrum, værksted, orangeri og et værelse til overnattende gæster.  

Beboerne spiser som udgangspunkt aftensmad sammen i fælleshuset hver onsdag, og hver søndag afholder de fællesmøde om stort og småt. Der er ikke behov for en ”aftalekalender”, hvis én fx skal holde fødselsdag i fælleshuset. Det aftaler de fra gang til gang og taler sammen, hvis noget skal ændres.

Der er i skrivende stund et par ledige grunde, hvor der kan bygges nye huse til eventuelle nye beboere, der deler drømmen om fællesskabet tæt på naturen i den lille by vest for Roskilde, Hvalsø.