Ny bestyrelsesformand i Lund Elmer Sandager efter 34 år

Partner Linea R. Conforti er valgt som ny formand for Lund Elmer Sandagers bestyrelse. Linea har siden 2020 været medlem af bestyrelsen og tiltræder formandsposten med det samme. Samtidig indtræder partner Christian Petri som nyt bestyrelsesmedlem.
Nyhed

Med valget på forrige weekends generalforsamling udtræder dermed hidtidig bestyrelsesformand Carsten Brink af bestyrelsen og giver stafetten videre efter 34 år på posten med kontinuerlig vækst på alle parametre.

”Det har været en absolut fornøjelse at have været ankerperson på vores vækst- og professionaliseringsrejse igennem en årrække, fra vi var godt 10 ansatte til nu mere end 110 ansatte,” fortæller den afgående formand, der nu trygt overlader roret til Linea og den øvrige bestyrelse.

Ambitioner om styrket markedsposition og fokus på tiltrækning, fastholdelse samt udvikling af medarbejdere

”Det er med stor glæde, at vi tager næste skridt i vores planlagte strategi, der helt naturligt også indebærer et generationsskifte på formandsposten. Der er noget at leve op til, men vi står et rigtig godt sted med en velfungerende bestyrelse, der sammen med vores direktør, Peter Mejlby og resten af partnerkredsen ser frem til at drive Lund Elmer Sandager videre,” fortæller den nye bestyrelsesformand Linea R. Conforti om sin nye position.

Linea er bestemt ikke et nyt ansigt i Lund Elmer Sandager. Linea startede som fuldmægtig i 1999 og har været i firmaet lige siden. Linea er højtspecialiseret i selskabsret og finansiering og rådgiver både danske og store internationale selskaber. Derudover sidder Linea i en lang række bestyrelser og har et solidt internationalt udsyn, bl.a. som repræsentant for Lund Elmer Sandager i det internationale advokatnetværk Lexwork. Linea har også en passion for kampen om at forme fremtidens advokatbranche, så den passer bedre ind i den moderne leveform for både klienter og medarbejdere. Derfor har hun bl.a. taget initiativ til LES Women Academy, hvor fokus er på fastholdelse og udvikling af kvindelige jurister.

”Vi har et helt særligt DNA i Lund Elmer Sandager, der på mange parametre matcher de særlige behov, der er i et moderne videnshus, som jeg er superstolt af at være en del af. Vores udviklingspotentiale er kæmpestort, og derfor skal vi også udnytte muligheden for at styrke vores markedsposition yderligere - både ift. synlighed og størrelse samtidigt med, at vi holder fast i vores ambition om vedvarende at have gode rammer for, at man kan udvikle sig og oplever, at være en del af noget særligt med plads til fleksibilitet, uden at gå på kompromis med faglighed, kvalitet, og sunde værdier.”

Partner med særlig forretningsudviklingsprofil indtræder som nyt bestyrelsesmedlem

Samtidig indtræder partner Christian Petri, som har solid erfaring med erhvervsretlig rådgivning til virksomheder med fokus på omstruktureringer, rekonstruktion og M&A. Han har dertil mangeårig erfaring med strategi og forretningsudvikling via en lang række bestyrelsesroller. Christian har været en del af partnerkredsen siden 2018.

Direktør i Lund Elmer Sandager, Peter Mejlby, udtrykker følgende om den nye bestyrelseskonstellation: 

”Ændringen i bestyrelsessammensætningen og udnævnelsen af Linea er et naturligt videre skridt i vores i forvejen succesfulde generationsskifte. Det har været en fornøjelse at samarbejde med Carsten, og jeg ser frem til det fortsatte samarbejde med Linea, Christian og den øvrige bestyrelse om den videre strategiske udvikling i Lund Elmer Sandager.”

Den samlede bestyrelse består dermed af formand Linea R. Conforti, Jacob Roesen, Morten Schwartz Nielsen, Mathias Toxværd og nyvalgte Christian Petri.

Kontakt:

  • Partner Linea Conforti, telefon +45 33 300 242, mail lc@les.dk
  • CEO Peter Mejlby, telefon +45 27276158, mail pme@les.dk