Nyt lovforslag sendt i høring - skærpede krav for udbydere af forbrugslån

Den 29. november sendte Finanstilsynet udkast til lovforslaget i høring, der skal skærpe tilsynet med udbydere af forbrugslån – også kendt som ”kviklån”. Lovforslaget omfatter en række elementer, der har til formål at øge forbrugerbeskyttelsen og indebærer bl.a., at Finanstilsynet skal føre tilsyn med en større kreds af aktører end tidligere, og at alle virksomheder, omfattet af de nye regler, skal ansøge om tilladelse hos Finanstilsynet.
News

De centrale elementer i lovforslaget

Krav om tilladelse af Finanstilsynet
Lovforslaget indebærer, at forbrugslånsvirksomheder vil blive underlagt et tilladelseskrav og skal indgive en ansøgning om tilladelse til at udbyde forbrugslån hos Finanstilsynet. Tilladelseskravet i lovforslaget svarer omtrentlig til de nuværende krav i lov om finansiel virksomhed. Under de nuværende regler omfatter tilladelseskravet kun virksomheder, der har pengeinstituttilladelse eller tilladelse som realkreditinstitut.

Tilladelseskravet vil derfor udgøre en væsentlig skærpelse af de nugældende regler, hvor forbrugsudlånsvirksomheder kan drives uden forudgående tilladelse.

Løbende tilsyn af Finanstilsynet
Foruden kravet om tilladelse hos Finanstilsynet forslås det, at forbrugslånsvirksomheder underlægges løbende tilsyn af Finanstilsynet, bl.a. for at sikre, at udbydere opfylder betingelserne for at opretholde tilladelsen samt andre nye betingelser, der er fremstillet i lovforslaget. I de nuværende regler er udbydere af forbrugslån alene omfattet af Forbrugerombudsmandens adfærdstilsyn og Finanstilsynets tilsyn på hvidvaskområdet.  

Egnet- og hæderlighedskrav (Fit & Proper)
For at højne forbrugerbeskyttelsesniveaet indeholder lovforslaget tillige egnet- og hæderlighedskrav (Fit & Proper) til virksomhedens ledelse. Lignende krav stilles i dag til finansielle virksomheder, der bl.a. skal sikre, at ledelsen har tilstrækkelig viden, faglige kompetencer og har et godt omdømme. I tråd med dette er også fremsat forslag om god skik, der skal sikre, at forbrugslånsvirksomheder drives i overensstemmelse med redelig forretningsskik og god praksis.

Kreditværdighedsvurdering af forbrugere 
Et tredje væsentligt element i lovforslaget er, at forbrugslånsvirksomheder pålægges et krav om at fortage en kreditværdighedsvurdering af den enkelte forbruger, inden der ydes et lån – uanset lånets størrelse og løbetid. Dette element i lovforslaget har til formål at minimere risikoen for, at den pågældende forbruger ikke er i stand til at tilbagebetale forbrugslånet. Lovforslaget indeholder dog ingen regulering af, hvilken rente og/eller gebyrer, som kan kræves betalt, og tilsigter dermed ikke nogen ændring i forhold til den hidtidige retstilstand på dette område.

Udbyderne skal derfor sikre, at den pågældende kreditaftale er hensigtsmæssig for den enkelte forbruger ved søgning i relevante databaser om den pågældendes forbrugers kreditværdighed mv.  

Blandt andre væsentlige elementer i lovforslaget kan nævnes krav til etablering af en whistleblower-ordning hos alle forbrugerlånsvirksomheder, der har mere end 5 ansatte, hvortil ansatte kan indberette potentielle lovovertrædelser af de regler, som Finanstilsynet skal føre tilsyn med.   

Lund Elmer Sandagers kommentar

Der er ingen tvivl om, at lovforslaget er en væsentlig skærpelse af kravene for at drive forbrugslånsvirksomhed, som på flere områder skal opfylde lignende betingelser, som vi allerede kender dem fra øvrige virksomheder reguleret af lov om finansiel virksomhed.     

Der er alene tale om et forslag, som er i høring. Det forventes, at lovforslaget fremsættes onsdag, den 6. februar 2019.

Hvis forslaget fremsættes i uændret form, forventes det at træde i kraft den 1. juli 2019, og forbrugslånsvirksomheder skal have indgivet ansøgning om tilladelse til at udbyde forbrugslån allerede den 1. januar 2020. Det betyder, at virksomheder, hvor det endnu er uklart, om de er underlagt reglerne, bør igangsætte undersøgelse herom. Virksomheder, der er underlagt reglerne, kan allerede nu påbegynde forberedelse af ansøgningen om tilladelse til Finanstilsynet og indretning af virksomheden, så alle nødvendige politikker, forretningsgange og procedurer er på plads inden ikrafttrædelsen. 

Lund Elmer Sandagers finansielle team rådgiver om de nye regler, så din virksomhed lever op til kravene, når de træder i kraft. 

Har du spørgsmål til denne artikel eller til lovforslagets indhold, er du velkommen til at kontakte partner, advokat Morten Schwartz Nielsen på msn@les.dk eller +33 300 271.