Mød Louise

Louise blev advokat i september 2024, men hendes vej til den juridiske verden var langt fra forudbestemt.
“Jeg søgte også ind på spansk samtidig med jura. Spansk var min anden prioritet, så det var ikke fordi, jeg var fastbesluttet på at læse jura,” fortæller Louise med et grin. Det var først efter et åbent hus-arrangement på KU, at Louise besluttede sig for jura – et valg, hun i dag er glad for.
Louise begyndte i LES som fuldmægtig i afdelingen for fast ejendom. Hun beskriver overgangen til rollen som advokat som en glidende proces.
“Jeg har løbende fået og taget mere ansvar, så det føles naturligt at tage skridtet fra fuldmægtig til advokat,” forklarer hun. “Det er rart, at overgangen ikke har været for brat – jeg er blevet klædt godt på undervejs.”
I dag arbejder Louise som advokat i Fast Ejendom. Her rådgiver hun blandt andet klienter om lejekontrakter, erhvervshandler og hævdsager. For Louise handler jobbet om meget mere end paragraffer – det handler om at hjælpe andre.
“Jeg har altid haft jobs, hvor jeg skulle hjælpe andre i en eller anden form, så jeg er rigtig glad for at være endt i LES som juridisk rådgiver og på den måde kunne hjælpe folk og virksomheder,” fortæller Louise.
Louise Janholm Kristensen
Se Louises profilHos LES sætter Louise pris på en arbejdsplads, hvor både fagligheden og fællesskabet bliver prioriteret og florerer.
“Jeg starter oftest dagen med en kop kaffe med min skønne kontormakker,” fortæller hun. Dagen byder typisk på en blanding af møder, mailkorrespondance og sparring med kollegaer.
“Jeg kan godt lide at gå rundt til folk for at tale sager igennem – det giver et godt samarbejde,” siger Louise. Hun fremhæver også den stærke kollegiale kultur i afdelingen: “Vi bruger hinanden meget til sparring og hjælper hinanden på kryds og tværs.”
For Louise er det især kulturen i LES, der gør arbejdet særligt.
“Jeg kan godt lide, at vi holder det jordnært – både i vores arbejde med klienter og i vores omgangstone på kontoret. Vi har en flad struktur, hvor jeg kan sludre og grine med alle,” forklarer hun.
Om Louise
- Advokat, 2024
- Startede i LES i august 2022
- Cand.jur., Københavns Universitet, 2021