AI-ekspert: “AI er en trussel for dem, der sidder på deres hænder.”

Hvordan kan du som leder bruge AI til at skabe vækst og innovation i din virksomhed? Det har vi spurgt AI-ekspert Thomas Terney om. Han mener, at generativ AI er en teknologi, der kommer til at ændre den måde, vi kommunikerer og arbejder på. Han kommer også med gode råd til, hvordan du som ledelse skal sikre succesfuld implementering af AI-værktøjer, som er en vital forudsætning for at forblive konkurrencedygtig i en verden, hvor udbredelse af AI sker i et hidtil uset tempo.
Nyhed
IT og Teknologi

Hvad er generativ AI?

AI handler om udvikling og brug af software, der kan løse opgaver på en måde, der imiterer menneskelig intelligens. Når man bruger AI til ’at skabe noget’ kaldes det generativ AI. Man kan skabe tekst, billeder, lyd eller video, som ikke findes i forvejen, men som bliver produceret af kunstig intelligens: “Generativ AI er et iPhone-moment. Det kommer til at revolutionere den måde, vi kommer til at kommunikere på,” siger Thomas, der er en af landets førende AI-eksperter med 25 års erfaring inden for feltet.

Det, der ifølge Thomas er sket inden for de seneste få år, er, at AI er gået fra et nørdeinstrument til at være noget, alle kan bruge:

“Forleden skulle jeg præsentere nogle nye features i en app. Jeg tog ChatGPT, som er generativ AI, der kan lave tekst ud fra tale, og snakkede helt kort til den. ChatGPT lavede det om til en række superskarpe sætninger, som jeg kunne bruge i min præsentation. Og jeg sad bare med min telefon og talte til den. Hvis jeg selv skulle have lavet arbejdet, ville det måske tage timer,” siger han.

Generativ AI er med andre ord et værktøj, som kan skabe noget, mange mennesker anser for at være unik for os mennesker, men som nu også kan udføres af maskiner.

Ledelsen skal skabe rammerne for innovation og forandring

Thomas mener, at generativ AI har mange fordele - både for den enkelte, for samfundet og for virksomheder. Han peger Ind§igt på, at generativ AI kan øge produktiviteten og kvaliteten i mange brancher ved at automatisere eller forbedre nogle af de opgaver, som mennesker ellers skulle udføre. Men det kræver, at man er villig til at eksperimentere og lære, og at ledelsen tager action:

“Man kan ikke sidde i et strategimøde i flere uger og planlægge, hvordan man skal bruge AI. Man skal kaste sig ud i det. Det er den eneste vej frem.” siger han.

Han understreger, at det er en ledelsesopgave at skabe en kultur, hvor man er åben og nysgerrig på forandring og innovation, som skal drives af medarbejderne. Som et praktisk eksempel på, hvordan man som ledelse kan være med til at facilitere dette, peger Thomas på de interne processer i Amazon:

”Hos Amazon har de udstukket nogle retningslinjer, der siger, at hvis nogen kommer med en ny idé, så skal man skrive en fem siders lang redegørelse, hvis man vil skyde idéen ned. I mange virksomheder er det nok omvendt i dag: Man skal skrive fem sider, hvis man vil have en idé indført.”  

Hvornår er AI en trussel?

”Der kan gå masser galt, men helt generelt er der ikke noget, der bliver dårligere af at få mere intelligens drysset ned over sig,” siger han og understreger: ”For mange virksomheder er AI mest en trussel for dem, der sidder på hænderne.”

Spørgsmålet er måske nærmere, om man som virksomhed har ressourcer til de nye AI-værktøjer som Copilot og til at uddanne medarbejderne i at bruge AI? Her hiver Thomas hurtigt en pointe frem: ”Hvis vi i virksomhederne bruger en masse ressourcer på at uddanne vores medarbejdere og de smutter, er det selvfølgeligt ærgerligt. Men hvis vi ikke gør det, og de bliver i virksomheden, er det endnu værre.”

Han erkender, at der også er udfordringer og faldgruber ved at bruge generativ AI. For eksempel skal man være opmærksom på, at man ikke smider personlige data ud på internettet eller stoler blindt på en AI-assistent, der er hyperintelligent og total upålidelig – for det er ifølge Thomas udgangspunktet.

Flere medarbejdere kan være bange for, at AI overtager deres arbejde, men sådan skal man ikke tænke. Det er en anden person, der bruger AI, som overtager ens arbejde, hvis man ikke selv omfavner og benytter AI-værktøjer i sin hverdag fremadrettet.

AI vil forandre samfundet – betydeligt

Thomas er ikke bleg for at sammenligne generativ AI med opfindelsen af elektricitet, som var grundlaget for det industrielle samfund:

“AI generelt bliver lige så stor en omvæltning som opfindelsen af elektricitet. Og her taler vi ikke bare lys i en pære. Det var det, der gjorde globaliseringen og industrialiseringen mulig. Det er der, vi er på vej hen,” siger han.

Generativ AI er altså en teknologi, der kan skabe information ud af ingenting, og som kan øge produktiviteten, kvaliteten og innovationen i mange brancher. Men det er også en teknologi, der kan være svær at kontrollere og forstå, og som kan have utilsigtede konsekvenser. Derfor er det vigtigt, at både ledere og medarbejdere er opmærksomme på, hvordan vi bruger AI. Vi skal være kritiske om, hvad vi laver med AI, og hvad AI laver med os. Men det vigtigste er at kaste sig ud i det – ellers bliver AI for alvor en trussel.

Thomas Terneys tre gode råd til at komme i gang med AI i virksomheden:

  1. Udpeg en Chief Experiment Officer.
    Det skal være en, der er ansvarlig for, at der ikke bliver lagt forhindringer i vejen for medarbejdernes eksperimenter med nye måder at arbejde på.
     
  2. Identificer forandringsagenter i virksomheden.
    Det skal ikke være teknologinørder, men nogen der kender forretningen rigtig godt – og ikke nødvendigvis dem, der rækker hånden op først. Forandringsagenterne skal have ansvar for at lave forsøg med nye måder at arbejde på.
     
  3. Kompetenceløft i organisationen.
    Det er en ny måde at arbejde på, så der skal gerne være en eller anden form for uddannelse af medarbejderne, så de bliver komfortable med at arbejde med de nye værktøjer. Når medarbejderne er klædt bedre på, så vil lysten til at bruge værktøjerne også spire. 

Thomas Terney

Med en selverklæret mission om at give mere indsigt om kunstig intelligens til folket har Thomas arbejdet med kunstig intelligens i mere end 25 år. Han har en ph.d. og er forfatter til bogen ”Kampen om Fremtiden. Forstå Kunstig Intelligens”, og så er han en af landet mest benyttede foredragsholdere inden for feltet. Han har dertil i mange år arbejdet i og med nogle af Danmarks største virksomheder med at gøre dem klar til en digital fremtid samt tidligere direktør for digital strategi i Novozymes. I dag er Thomas direktør i den prisvindende iværksættervirksomhed Athlee.com.