Forbrugerombudsmanden opdaterer anbefalinger om miljømarkedsføring

Den 27. september 2026 træder nye regler om miljømarkedsføring i kraft. Forbrugerombudsmanden har nu offentliggjort reviderede anbefalinger, som skal hjælpe jer som virksomhed virksomheder med at navigere i de skærpede krav til klima-, miljø- og bæredygtighedsudsagn.
Nyhed
IT og Teknologi

Skærpede krav til grønne udsagn

De nye regler udvider blandt andet listen over markedsføring, der altid anses for vildledende.

Det gælder blandt andet:

  • generelle udsagn som "grøn", "miljøvenlig" og "klimavenlig", hvis de ikke kan dokumenteres,
  • bæredygtighedsmærker uden offentlig eller uafhængig certificering,
  • udsagn om CO₂-neutralitet, der alene bygger på klimakompensation uden for værdikæden,
  • miljøudsagn, der kun vedrører en begrænset del af et produkt eller en virksomhed, og
  • fremtidige klima- og miljømål, som ikke er understøttet af en konkret og realistisk plan.

Nye anbefalinger fra Forbrugerombudsmanden

Forbrugerombudsmanden offentliggjorde den 4. september 2026 sine reviderede anbefalinger til virksomheders miljømarkedsføring.

Anbefalingerne beskriver de overordnede krav, som I som virksomhed skal overholde, når I anvender udsagn om klima, miljø og bæredygtighed.

Særligt er anbefalingerne blevet opdateret i forhold til:

  • dokumentationskravet efter markedsføringsloven,
  • sanktioner ved overtrædelse af vildledningsforbuddet,
  • generiske klima- og miljøudsagn uden forklaring,
  • udsagn om reduceret udledning af drivhusgasser,
  • bæredygtighedsmærker og
  • udsagn om fremtidige miljøpræstationer.

Et centralt fokus er dokumentation. I skal kunne underbygge både generelle grønne udsagn og mere konkrete påstande om eksempelvis CO₂-reduktioner, produkters miljøegenskaber og fremtidige klimamål. Det gælder blandt andet udsagn på hjemmesider, emballage, i kampagner og i bæredygtighedskommunikation.

Anbefalingerne indeholder også konkrete eksempler på markedsføring, som efter Forbrugerombudsmandens vurdering er henholdsvis lovlig og ulovlig. De kan derfor være et praktisk værktøj for jer, når I skal vurdere deres eksisterende markedsføring.

Forbrugerombudsmanden anbefaler generelt  at anvende så konkrete miljøudsagn som muligt. Jo mere præcist et udsagn er, desto lettere vil det typisk være at dokumentere, og desto mindre er risikoen for at vildlede forbrugerne.

I bør samtidig være opmærksomme på, at de nye regler også gælder produkter og emballage, der er produceret før den 27. september 2026. Det er derfor relevant at gennemgå jeres eksisterende produkter og markedsføringsmateriale og vurdere, om udsagnene lever op til de nye krav.

Er din virksomheds miljømarkedsføring klar til den 27. september?

Med offentliggørelsen af Forbrugerombudsmandens reviderede anbefalinger er der nu et mere konkret grundlag for at vurdere jeres grønne markedsføring efter de regler, der træder i kraft den 27. september 2026.

Hvis I anvender klima-, miljø- eller bæredygtighedsudsagn i jeres markedsføring, bør I derfor gennemgå både udsagnene og den dokumentation, der ligger til grund for dem, inden reglerne træder i kraft.

Har I spørgsmål til de nye regler eller behov for en vurdering af jeres virksomheds markedsføring, er I velkomne til at kontakte partner, advokat Torsten Hylleberg. Vi rådgiver om alle aspekter af markedsføringsret og compliance og hjælper virksomheder med at sikre, at deres markedsføring lever op til gældende lovgivning.