Ny lov styrker forbrugerbeskyttelse og regulerer grøn markedsføring

Den 20. maj 2025 vedtog Folketinget en omfattende lovændring, som skal styrke forbrugernes rolle i den grønne omstilling og effektivisere klagesystemet for forbrugere. Loven implementerer EU-direktiv 2024/825 og introducerer en række ændringer i markedsføringsloven, forbrugeraftaleloven og forbrugerklageloven.
Nyhed
IT og Teknologi

Ændringer i markedsføringsloven 

Der bliver indført præcise definitioner på blandt andet miljøanprisning, generisk miljøanprisning og bæredygtighedsmærker. Det bliver nu ulovligt for erhvervsdrivende at: 

  1. bruge vage eller upræcise miljøpåstande (som fx “miljøvenlig” eller “grøn teknologi”) uden dokumenterbar og anerkendt dokumentation
  2. anvende bæredygtighedsmærker, der ikke er støttet af en certificeringsordning eller udstedt af en offentlig myndighed
  3. angive, at et helt produkt eller en virksomhed er miljøvenlig, når udsagnet kun gælder én komponent i produktet eller en enkelt aktivitet i virksomheden

Lovændringen medfører desuden, at virksomheder bliver forpligtet til at oplyse, hvis en softwareopdatering vil forringe funktionaliteten af et digitalt produkt. Der bliver også nu specifikt reguleret, at virksomheder ikke må vildlede om produkters holdbarhed eller reparationsmuligheder. 

Ændringer i forbrugeraftaleloven 

Loven stiller nye krav til den information og de oplysninger, som erhvervsdrivende skal give ved indgåelse af aftaler: 

  1. Producenter, der tilbyder en garanti for holdbarhed ud over den lovbestemte reklamationsret (2 år), skal klart give oplysninger om en vare omfattes af sådan udvidet garanti og dens varighed
  2. Forbrugeren skal, hvor relevant, informeres om varens reparationsscore, dvs. hvor let produktet kan repareres
  3. Hvis reparationsscoren ikke anvendes, skal producenten informere om tilgængeligheden og prisen på reservedele samt proceduren for bestilling og eventuelle begrænsninger i reparationen

Derudover skal erhvervsdrivende informere om mulige miljøvenlige leveringsformer og ved digitale produkter også oplyse, hvor længe producenten tilbyder softwareopdateringer. 

Ændringer i forbrugerklageloven 

Den nye lov styrker og moderniserer klagesystemet, herunder ved at: 

  1. give Nævnenes Hus og godkendte private tvistløsningsorganer mulighed for at afslå behandling af åbenbart grundløse klager
  2. indføre en 30 dages frist for forbrugeren til at anmode om genoptagelse af en sag
  3. sikre, at flere ensartede klager kan behandles samlet, fx i tilfælde af masseklager mod samme virksomhed
  4. stille krav om rettidig betaling af gebyrer – ellers afvises klagen

Hvornår træder loven i kraft?  

Loven træder i kraft i to faser: 

  • Den 1. juli 2025: Ændringer vedrørende forbrugerklager træder i kraft 
  • Den 27. september 2026: Ændringer vedrørende markedsføring og forbrugeraftaler træder i kraft

LES’ kommentar 

Med lovændringen bliver der sat en ny standard for bæredygtig markedsføring og gennemsigtighed i produktinformation. Forbrugerne får generelt bedre redskaber til at vurdere bæredygtighed og kvalitet, og virksomheder får klare retningslinjer for, hvordan grønne budskaber må kommunikeres. 

Samtidig indebærer lovændringen en markant øget juridisk bevågenhed på virksomheders markedsføringspraksis og produktoplysning.  

Overtrædelser kan medføre både sanktioner, tab af tillid og retslige konsekvenser. Det er derfor afgørende, at virksomheder proaktivt sikrer, at deres kommunikation og produktinformation lever op til de nye lovkrav. 

Kontakt partner, advokat Torsten Hylleberg på telefon 31131237 eller thy@les.dk, hvis du har spørgsmål til ovenstående eller til markedsføringsret, ESG-regulering eller produktansvar generelt.