Ny vejledning fra Da­ta­til­sy­net om direkte mar­keds­fø­ring

Datatilsynet har udgivet en ny vejledning om direkte markedsføring, som trådte i kraft den 30. juni 2023. Vejledningen er særligt for private virksomheder, der optræder som dataansvarlige. Nedenfor finder du en kort opsummering af den nye vejledning.
Nyhed
IT og Teknologi

Vejledningens formål er at tydeliggøre de databeskyttelsesretlige regler, som er særligt relevante i forbindelse med direkte markedsføring. Vi vil nedenfor kort gennemgå den nye vejledning.

Hvad er direkte markedsføring?

Direkte markedsføring defineres i vejledningen som enhver henvendelse til en eller flere bestemte personer i kommercielt øjemed. Det omfatter også de forberedende aktiviteter såsom dataindsamling, profilering og deling med tredjeparter.

Formålet med direkte markedsføring

Direkte markedsføring ved brug af elektroniske midler (f.eks. e-mail afsendt med nyhedsbreve, SMS, MMS eller på sociale medier) kræver i visse tilfælde, at modtageren har givet et informeret samtykke. For at et samtykke kan ses for at være informeret skal formålet med den direkte markedsføring beskrives klart i samtykketeksten og privatlivspolitikker.

Granulering

Det pågældende samtykke skal formuleres således, at formål med den direkte markedsføring detaljeres. Skal der indhentes samtykke til flere forskellige former for direkte markedsføring skal formålene med behandlingen granuleres, og brugerne skal have mulighed for at vælge mellem disse forskellige formål. Der kan godt afgives flere forskellige samtykker på tværs af markedsføringsloven, GDPR og cookiebekendtgørelsen på samme tid, hvis de hver for sig er klart beskrevet og det er muligt at vælge de forskellige formål hver for sig.  Det giver brugerne større kontrol over deres data.

Personoplysninger

Profilering, der indebærer muligheden for at evaluere personoplysninger for at forudsige adfærd eller præferencer, kan have væsentlige risici. Derfor bør det begrænses, især når det involverer børn eller sårbare personer.

Behandlingsgrundlag

Vejledningen angiver, hvornår legitime interesser kan anvendes som behandlingsgrundlag for direkte markedsføring i stedet for samtykke, og hvornår samtykke er påkrævet.

Dokumentation

Det er vigtigt at dokumentere, hvor længe personoplysningerne opbevares, ligesom slettefrister skal overholdes. Hvis legitime interesser anvendes som behandlingsgrundlag, skal der udarbejdes en Legitimate Interest Assesment (LIA) for at dokumentere afvejningen mellem virksomhedens interesser og den registrerede rets til privatliv.

De næste skridt

Vejledningen vil for mange kræve at samtykker, privatlivspolitikker og dokumentation for behandlinger bliver revideret. Der kan også være behov for at opdatere indstillinger og procedurer i forbindelse med markedsføringsaktiviteter.

Du kan finde hele vejledningen her.

Har du spørgsmål til direkte markedsføring, så kontakt partner og advokat Torsten Hylleberg eller advokatfuldmægtig Daniel Benjamin Pedersen.