Retten i Thorshavn har afsagt dom i sagen mod den tidligere ledelse i EIK Banki Føroya
Sagen kort
I 2012 har Finansiel Stabilitet udtaget stævning mod 7 personer i den tidligere ledelse i EIK Banki Føroya efter bankens økonomiske sammenbrud i 2010.
Sagen er omfangsmæssigt den største af sin art nogensinde, der har verseret ved retten på Færøerne. Stævningen var på mere end 500 sider med omkring 80.000 siders bilag, og selve hovedforhandlingen har varet fra primo januar 2018 til primo juli 2019.
Sagens har udviklet sig betydeligt siden 2012. Oprindeligt var bankens revisorer stævnet, men efter et meget omfangsrigt syn og skøn blev sagen mod revisorerne hævet. Der var simpelthen intet at komme efter.
Derudover har Finansiel Stabilitet siden sagsanlæggelsen løbende reduceret sine meget omfattende anbringender. Ved hovedforhandlingens begyndelse primo 2018 var hele den omfangsrige sag reduceret til kritik af tre engagementer.
Den tidligere ledelse havde tegnet to ledelsesansvarsforsikringer. Oprindeligt nægtede forsikringsselskaberne pure at yde dækning og ville end ikke dække advokatbistand til de sagsøgte.
Sagen skal ikke forveksles med sagen mod ledelsen i EIK Bank Danmark A/S, som var hovedårsagen til, at moderbanken på Færøerne blev nødlidende.
Dommen skulle oprindeligt have været afsagt den 31. oktober, men retten skulle bruge mere tid, og domsafsigelsen blev derfor udskudt til den 18. november.
Lund Elmer Sandager kommentar
Sagen har betydning for retspraksis, fordi der i denne sag ikke har været egne personlige interesseser, men kun almindelig bankdrift.
Direktionen har været repræsenteret af danske advokater henholdsvis af Lund Elmer Sandager med seniorpartner Philip Baruch som ledende partner i sagen og derudover af advokatfirmaet Lundsgaards & Partnere, mens bestyrelsen var repræsenteret af færøske advokater.
Finansiel Stabilitet har været repræsenteret af advokatfirmaet Kromann Reumert.
Du er velkommen til at rette henvendelse til Philip Baruch på +45 33 300 214, hvis du har spørgsmål til dommen.