Hvorfor skal du som virksomhed registrere dit brand som varemærke?
Branding er vigtigere end nogensinde og virksomhedsidentiteter ses mere og mere som et forretningsaktiv, som skal holdes ved lige. Der findes dog en lang række eksempler på, at kopister snylter på andres brands og indsats i markedet med store økonomiske konsekvenser til følge for originalen, og at virksomheder bliver forhindret i at ekspandere deres brand til et nyt marked, da der er andre, som har sikret varemærkeretten før dig. Der er derfor mange gode grunde til at registrere dit varemærke.
Vi har listet syv fordele ved at varemærkeregistrere dine brands på et tidligt tidspunkt, så du er godt beskyttet mod kopister og får frihed til at ekspandere din forretning.
- Et registreret varemærke sikrer dig retten til at operere på et marked.
I flere lande vil du alene sikre din ret til at bruge dit varemærke, hvis varemærket er registreret. Du kan derfor blive forhindret i fremadrettet at bruge dit varemærke, hvis der kommer andre på banen, der registrerer varemærket før dig.
- Varemærkeregistrering giver dig eneret til at forhindre andre i at bruge dit mærke til de varer og tjenesteydelser, der hører under registreringen.
Efterhånden som brandet bliver mere og mere værdifuldt, vil kopister i stigende grad forsøge at lukrere på den goodwill, der er knyttet til brandet. Varemærkeregistreringer og en stærk varemærkestrategi er med til at sikre brandværdien i din forretning.
- Hvis andre ansøger om at registrere et varemærke, der til forveksling ligner dit eget, og som vil blive brugt til de samme eller lignende varer eller tjenesteydelser, kan du modsætte dig ansøgningen baseret på dine varemærkerettigheder.
Et registreret varemærke gør, at du tidligt kan reagere mod lignende varemærker ved at nedlægge indsigelse mod nye ansøgninger.
- Nogle varemærkemyndigheder vil på baggrund af det registrerede varemærke af egen hånd afvise andre lignende varemærker. Det er f.eks. tilfældet i USA, Kina og Norge.
Et registreret varemærke giver derfor også en stærk og billigere passiv beskyttelse.
- Hvis du opdager, at en anden bruger et varemærke, der til forveksling ligner dit, vil du kunne påtale krænkelser baseret på dine registrerede varemærkerettigheder.
Det er langt enklere og billigere at føre sager baseret på registrerede rettigheder, da dokumentationen for rettigheden allerede eksisterer i form af et registreringsbevis.
- Et registreret varemærke kan have en afskrækkende virkning over for andre.
Når en anden virksomhed skal tage finde på et nyt brand, vil de ofte starte med at søge i varemærkeregistre og online, om der findes andre med lignende brands. De fleste virksomheder ønsker at undgå dyre tvister. Normalt vil en virksomhed styre uden om dit registrerede varemærke og vælge et andet mærke, hvis den indser, at dets foretrukne varemærke ikke er tilgængeligt, fordi du allerede har registreret det.
- Du får også lov til at bruge ®-symbolet ved siden af dit mærke, hvilket gør det klart, at varemærket er registreret.
Et ® kan virke som et kvalitetsstempel på forbrugerne.
Hvis du har spørgsmål til varemærker eller spørgsmål til, om det kan være relevant at registrere dine brands, så kontakt vores specialist i varemærker advokat Jimmy Christensen på jfc@les.dk eller 81882210. Du kan også læse mere om varemærker her.