ESMA opdaterer retningslinjer om produktstyring
Baggrund for ændringerne
ESMA’s opdaterede retningslinjer for produktstyring skal dels ses i lyset af EU-Kommissionens genopretningspakke for kapitalmarkederne, som indebar en række målrettede ændringer af EU’s kapitalmarkedsregler, herunder ved indførslen af Kommissionens delegerede direktiv (EU) 2021/1269 og ikke mindst Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/2088 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser (disclosureforordning). Disse lovændringer, i tillæg til andre ændringer af den finansielle lovgivning inden for EU, har påkrævet en opdatering af ESMA’s retningslinjer for produktstyring.
ESMA påbegyndte derfor arbejdet med at gennemse retningslinjerne i første halvdel af 2022 og kunne i juli 2022 offentliggøre et høringspapir, der inddrog synspunkter fra relevante aktører. Høringspapiret blev efterfølgende opfulgt af ESMA’s endelige rapport om produktstyringsretningslinjerne, som altså nu har givet anledning til den materielle ændring af retningslinjerne.
Hvad indebærer ændringerne?
ESMA udtaler, at det er nødvendigt med ændringer for at sikre en effektiv opfyldelse af målene i MiFID II. Det skyldes, at produktstyringskravene har vist sig at være en central søjle i MiFID II's regelsæt til beskyttelse af investorer. Disse krav garanterer, at finansielle instrumenter og andre strukturerede finansielle produkter kun bliver produceret og/eller distribueret, når det sker til gavn for klienternes bedste interesse.
Ændringerne af ESMA’s retningslinjer for produktstyring omfatter hovedsageligt følgende fem punkter:
1. Specifikation af alle bæredygtighedsrelaterede mål, som et produkt er kompatibelt med
Ændringen indebærer, at produktudviklere og distributører forpligter sig til regelmæssigt at evaluere deres produkter for at sikre, at de fortsat opfylder behovene, karakteristika og investeringsformål for den målgruppe, de er beregnet til, herunder eventuelle mål vedrørende bæredygtighed. Det er vigtigt at bemærke, at bæredygtighedsmål stadig betragtes som et positivt kriterium, hvilket betyder, at bæredygtighed skal være et aktivt ønske fra målgruppen. Bæredygtighedsfaktorer indgår således ikke som en af de fem negative målgruppekriterier, hvilket betyder, at de altid skal vurderes i relation til målgruppen. Disse fem målgruppekriterier omfatter kundetype, viden og erfaring, finansiel situation, risikovillighed samt investeringsformål og -behov.
2. Praksis med at identificere et målmarked pr. klynge af produkter i stedet for pr. individuelt produkt
Denne ændring indfører en nyskabende tilgang til målgruppeafgrænsning. Tidligere har praksis været at afgrænse den potentielle målgruppe for alle produkter på en hensigtsmæssig og proportional måde i forhold til produktets karakteristika. Denne afgrænsning tager højde for faktorer som produktets kompleksitet (omkostnings- og gebyrstrukturer), risiko-/afkastprofil, likviditet og innovationsniveau.
Nu har produktudviklere også muligheden for at benytte en fælles metode kaldet "klyngemetoden" i forbindelse med visse produkter, hvis disse produkter besidder tilstrækkeligt sammenlignelige egenskaber. For at anvende klyngemetoden er der krav til, at produktinformationen er tilstrækkelig detaljeret, hvilket sikrer, at kun produkter med lignende karakteristika og risikoprofiler samles i en klynge. Klyngemetoden er efter omstændighederne også tilgængelig for distributører.
3. Fastlæggelse af en kompatibel distributionsstrategi, i tilfælde hvor en distributør mener, at et mere komplekst produkt kan distribueres under et ikke-rådgivet salg
Distributører skal tage udgangspunkt i bestemte kundegruppers viden, erfaring og økonomiske situation, når de beslutter, hvilke produkter der skal anbefales eller tilbydes til bestemte kundegrupper. I de tilfælde hvor en distributør mener, at et komplekst produkt med et snævert målmarked kan distribueres uden brug af rådgivningstjenester, fastsætter ændringen i retningslinjerne, at distributøren skal iagttage yderligere foranstaltninger for at sikre, at distributørens distributionsstrategi er kompatibelt med produktets målmarked.
Distributøren bør i sådanne tilfælde overveje flere aspekter i forbindelse med fastlæggelsen af distributionsstrategien, herunder hvordan produktet skal markedsføres, hvordan produktet skal vises i kundens valgmiljø, og om man bør tilbyde flere bundtede eller tilknyttede tjenester i relation til produktet. Det kunne f.eks. være et lån, der gør det muligt for kunderne at gennemføre transaktionerne.
4. Den periodiske gennemgang af produkter, herunder anvendelsen af proportionalitetsprincippet (ikke uddybet yderligere i denne artikel)
5. ”Good practices” for produktstyring
Den tidligere omtalte endelige rapport om produktstyringsretningslinjerne fra ESMA, som blev udgivet før de nugældende ændringer af produktstyringsretningslinjerne, indeholdt en vedhæftet fil med "best practices" inden for produktstyringsområdet. Desværre er disse anbefalinger ikke blevet inkorporeret direkte i produktstyringsretningslinjerne, som de oprindeligt fremgik i den nævnte rapport.
Ikke desto mindre er det vores opfattelse, at produktudviklere og distributører kan drage stor fordel af at anvende disse anbefalinger som retningslinjer for at forstå og fortolke produktstyringsretningslinjerne. Det er værd at bemærke, især når det kommer til tilfælde, hvor Finanstilsynet har bekræftet over for ESMA, at de overholder ESMA's produktstyringsretningslinjer som en del af deres tilsynsaktiviteter.
Vi forventer, at den endelige rapport fra ESMA kan fungere som et værdifuldt bidrag til fortolkningen af produktstyringsretningslinjerne.
Vil du vide mere?
Opdateringen af ESMA’s retningslinjer for produktstyring er omfattende, og som produktudvikler eller distributør er det vigtigt at have viden om, hvad ændringerne betyder for din virksomhed. Er du i tvivl om, hvorvidt du er omfattet af reglerne og retningslinjerne, eller ønsker du at få mere viden om ændringerne, der trådte i kraft den 3. oktober, så kan du søge kompetent rådgivning hos vores specialister i bank- og finansieringsret.