COVID-19: Regeringen foreslår tilbagebetaling af moms og lønsum til virksomheder

Skærtorsdag præsenterede regeringen et nyt initiativ til erhvervslivet, der oplever betydelig aktivitetsnedgang som følge af coronakrisen. Det nyeste tiltag for at hjælpe nødlidende virksomheder indebærer, at virksomheder kan få tilbagebetalt moms og lønsum for en periode som et rentefrit lån. Bliv klogere på den nye ordning i denne artikel.
News

Regeringen har allerede præsenteret en række hjælpepakker til erhvervslivet, der er hårdt ramt som følge af COVID-19-situationen, men på et pressemøde torsdag den 9. april anerkendte finansminister Nicolai Wammen, erhvervsminister Simon Kollerup og skatteminister Morten Bødskov, at mange særligt små og mindre erhvervsdrivende fortsat er pressede på likviditeten på baggrund af delvis eller fuldstændig omsætningsnedgang.

Regeringen har på den baggrund fremsat følgende to forslag, der skal hjælpe med at begrænse mindre og mellemstore virksomheders tab og gøre dem bedre rustet til at komme godt i gang igen på den anden side af krisen:

  • Små og mellemstore virksomheder, der den 2. marts 2020 har indbetalt moms for henholdsvis andet halvår og fjerde kvartal 2019, kan ansøge om at få udbetalt beløbet igen som et rentefrit lån
  • Regeringen foreslår derudover, at låneordningen skal omfatte lønsumsafgift for 1. kvartal 2020 med betalingsfrist den 15. april for virksomheder registreret efter metode 4 (det gælder fx tandlæger, ergoterapeuter, vognmænd, herunder taxa mv.) samt en ¼ af lønsumsafgiften for overskud for indkomståret 2019.

Den indbetalte moms for marts måned tilbagebetales af skatteforvaltningen efter ansøgning som et rentefrit lån, der skal tilbagebetales senest den 1. april 2021.

Hvis en virksomhed har gæld til skatteforvaltningen, vil denne blive modregnet.

Hvilke virksomheder kan ansøge om momslånet?

  • Små og mellemstore virksomheder er omfattet af ordningen vedrørende lån baseret på momsangivelsen.
  • Virksomheder, der betaler lønsumsafgift efter metode 4, er omfattet af ordningen vedrørende lån baseret på lønsumsafgiftsopgørelsen.
  • For at reducere statens risiko for tab på låneordningen og for at overholde EU’s statsstøtteregler vil visse virksomheder ikke være omfattet af låneordningen, hvilket fx vil være virksomheder under konkurs, rekonstruktion, tvangsopløsning og likvidation.

Forslaget er nu til forhandling hos Folketingets resterende partier. Lund Elmer Sandager følger udviklingen tæt og opdaterer løbende om situationen.  

Ansøgning og udbetaling

Tilbagebetaling af moms for marts måned skal ske på virk.dk, hvor virksomheder skal ansøge om lån af indbetalt moms. Regeringen oplyser, at beløbet ventes udbetalt 5 hverdage efter ansøgningen på virksomhedens Nemkonto.   

Der er endnu ikke åbent for ansøgninger, men regeringen oplyser, at virksomheder forventeligt kan søge om lånet fra primo maj til medio juni.  

Regeringen oplyste samtidig på pressemødet den 9. april, at de overvejer at forlænge flere af de tidligere fremsatte hjælpepakker, hvilket skal drøftes yderligere i Folketinget.

Lund Elmer Sandager følger udviklingen tæt, og hvis du har spørgsmål til de nye tiltag, ansøgningsprocessen eller til dokumentationskravene, er du velkommen til at kontakte associeret partner, advokat Sebastian Rungby eller advokatfuldmægtig Christina Meyer.