Lund Elmer Sandager rådgiver Hartmanns A/S i forbindelse med salget til Actief
Hartmanns A/S er en succesfuld, dansk HR-servicevirksomhed med base i Ballerup, der tilbyder specialistkompetencer inden for flere HR-områder, herunder vikaransættelser, rekrutteringer, arbejdsmiljø, stressforebyggende indsatser samt afskedigelser og exit-strategier. Virksomheden er størrelsesmæssigt nummer tre i Danmark inden for deres branche.
Actief Group, der har hovedkontor i Belgien, leverer den professionelle forbindelse mellem udbud og efterspørgsel af medarbejdere på arbejdsmarkedet. Actief opererer pt. i fem europæiske lande som blandt andet Tyskland og Holland.
Nuværende administrerende direktør for Hartmanns, Anne-Mette Ravn, skal efter salget lede Actiefs aktiviteter i Danmark, og hun ser frem til at blive en del af Actief-koncernen og videreudvikle den danske forretning som en af de førende HR-servicevirksomheder i Danmark.
Lund Elmer Sandagers M&A-team rådgav Hartmanns i forbindelse med salget til Actief Group. Partner Jacob Roesen ledte Lund Elmer Sandagers team, der også omfattede advokat Julie Flindt Rasmussen og advokatfuldmægtig Camilla Martinsen.