AI revolutionerer kapitalforvaltningen: Hvad gør det ved vores investeringsstrategier?
Kunstig intelligens (AI) er en af de større teknologiske gamechangere inden for kapitalforvaltning i nyere tid. Ved hjælp af avancerede algoritmer kan AI analysere store mængder data og finde mønstre og sammenhænge, som mennesker ikke ville have opdaget. Det giver nye muligheder for at identificere potentielle investeringer på en mere præcis og effektiv måde.
Men selvom AI giver klare fordele og bedre resultater for kapitalforvaltere og investorer, medfører teknologien også en række risici og udfordringer, som parterne skal være opmærksomme på.
Kapitalforvalterens 7 overvejelser om AI
1. Er dataet bag AI i orden?
AI er kun så god som det data, den bruger. Når du som kapitalforvalter bruger AI i dit arbejde, er det derfor vigtigt, at det anvendte data er indsamlet fra relevante og pålidelige kilder. Dårlig datakvalitet kan føre til forkerte beslutninger og tabte muligheder.
2. Er algoritmen gennemsigtig?
Du bør også være opmærksom på algoritmens gennemsigtighed i dine AI-systemer, og hvordan du styrer risici i den forbindelse. Hvordan vil du fx forholde dig til, hvis AI-systemet træffer beslutninger, der ikke kan forklares, eller som strider mod investeringspolitikken?
3. Indgår AI i din investeringspolitik?
Investeringspolitikken og øvrige konstitutionelle dokumenter for din kapitalforvaltning bør afspejle, at du bruger AI i investeringsprocessen eller processerne forud for en investering, fx due-diligence. Ellers risikerer du bøder og i værste fald et erstatningsansvar, hvis det kan bevises, at anvendelsen af AI har medført tab eller været i strid med retningslinjer, der tidligere er kommunikeret til investorerne.
4. Hvad gør du ved uønskede investeringer?
Selvom AI kan være mere præcis og effektiv end traditionelle investeringsmetoder, kan den også øge risikoen for uventede og uønskede resultater. Derfor bør du som kapitalforvalter være forberedt på at håndtere disse situationer proaktivt og have en nødplan på plads.
5. Overholder du gældende regler?
AI er stadig et nyt område inden for investering, og det er fortsat usikkert, hvordan reguleringen vil udvikle sig. Her og nu bør du være opmærksom på de potentielle risici, som anvendelsen af AI medfører i forhold til de allerede gældende regler inden for kapitalforvaltning.
6. Belaster AI din bæredygtighed?
Endelig skal du overveje bæredygtighedsrelaterede forhold, når du anvender AI. Det er nemlig vigtigt at forholde sig til de konsekvenser, som anvendelsen af AI-baserede værktøjer kan have på samfundet og miljøet. AI-systemer kræver store mængder data og computerkraft og dermed ofte meget energi. Du bør derfor overveje, hvordan brugen af AI harmonerer med dine ESG disclosures og etiske standarder, herunder forvaltede fonde eller kundeporteføljer.
7. Fremmer du ansvarlige investeringer?
AI-baserede investeringer kan have både positive og negative indvirkninger på samfundet og miljøet, som du må forholde dig til. Du kan fx vælge at tage hensyn til sociale og miljømæssige faktorer i din investeringspolitik eller engagere dig i dialogen med selskaberne bag AI-produkterne og opfordre dem til at prioritere bæredygtighed og ansvarlighed.
Investorens 4 overvejelser om AI
Anvendelsen af AI inden for kapitalforvaltning har også ført til en række spørgsmål og bekymringer blandt investorer. Selvom AI er en kraftfuld teknologi, der kan finde nye investeringsmuligheder, er det vigtigt som investor at vide, hvad der kan gå galt, og hvad du skal være opmærksom på, når du placerer dine midler via AI-drevne investeringer.
1. Forstår du, hvordan AI fungerer?
Som investorer skal du have en vis indsigt i, hvordan AI fungerer, og hvordan kapitalforvaltere bruger teknologien til at analysere data og identificere investeringsmuligheder. AI er ikke en tryllestav, der kan levere succesfulde resultater hver gang. Du bør derfor kende dine risici i forbindelse med brugen af AI, fx risikoen for fejlagtige investeringer og forudsigelser baseret på skævvredne eller ufuldstændige data.
2. Er data pålideligt?
Det er vigtigt at undersøge, hvor kapitalforvalteren får sit data fra, og om det er pålideligt, relevant og aktuelt. Som investor bør du sikre dig, at kapitalforvalterne er transparent om brugen af AI og de faktorer, som deres modeller tager højde for.
3. Har kapitalforvalteren erfaring med AI?
Ved du, om kapitalforvalteren har ekspertise i og erfaring med at bruge AI i sine investeringsstrategier? Kapitalforvalteren bør have en solid forståelse af teknologien og dens anvendelse i investeringsområdet og tidligere have leveret positive resultater over tid.
4. Hvordan inddrages ESG-faktorer?
Endelig bør du som investor spørge ind til, hvordan kapitalforvalteren tager højde for ESG-faktorer i sin anvendelse af AI. Nogle kapitalforvaltere håndterer fx AI-systemernes negative indvirkning på klimaet ved at kompensere for deres CO2 - udledninger gennem investering i grønne energiprojekter eller køb af CO2 -kreditter.
Den teknologiske udvikling har haft en enorm indvirkning på kapitalforvaltning. Og den ser ud til at fortsætte med at ændre måden, vi investerer penge på. Som investorer er det vigtigt, at vi er opmærksomme på, at de nye teknologier både giver os nye muligheder for at forbedre vores afkast, men samtidig indebærer nye udfordringer og risici, som vi må kende og forholde os til.