Lund Elmer Sandager bidrager til Labour & Employment Law Expert Guide 2025

I dette års udgave af Labour & Employment Law Expert Guide belyser partner Michael Møller Nielsen og advokatfuldmægtig Liw Christensen centrale udviklinger i retspraksis om kønsdiskrimination og beskyttelse mod afskedigelse i forbindelse med fertilitetsbehandling.
Nyhed
Ansættelsesret

Det danske kapitel belyser en nyere afgørelse fra Højesteret af 15. april 2025, hvor en medarbejder blev afskediget kort tid efter at have orienteret sin arbejdsgiver om forestående fertilitetsbehandling. Højesteret slog fast, at den særlige beskyttelse mod afskedigelse i henhold til § 9 i ligebehandlingsloven forudsætter, at fertilitetsbehandlingen er iværksat. Den mere generelle beskyttelse mod kønsdiskrimination efter § 4 kan derimod finde anvendelse allerede i planlægningsfasen. Afgørelsen tydeliggør dermed sondringen mellem de to bestemmelser.

Med afsæt i Mayr-dommen (C-506/06) og eksisterende dansk retspraksis viser kapitlet, at danske domstole generelt tilbyder en bredere beskyttelse af kvinder i fertilitetsforløb end EU’s minimumsstandarder tilsiger. Derudover behandles spørgsmålet om godtgørelsesniveau og betydningen af tidspunktet for afskedigelsen i vurderingen af overtrædelsens alvor.

Læs det danske kapitel (på engelsk) (PDF).

Om guiden

Corporate LiveWire er et britisk medie- og forlagshus.

Labour & Employment Expert Guide 2025 giver faglige indsigter i de nyeste tendenser og udviklinger inden for arbejds- og ansættelsesret verden over.