Ny ESMA-vejledning for navngivning af ESG- og bæredygtighedsrelaterede fonde

Den 18. november 2022 iværksatte den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed (”ESMA”) en høring om en ny vejledning for navngivning af bæredygtige fonde, nærmere bestemt fonde der bruger ESG- eller bæredygtighedsrelaterede termer. Høringen blev afsluttet i februar, og vi vil i denne opdatering se nærmere på den vejledning, der nærmer sig sin endelige vedtagelse.
Nyhed
Bank og Finans

BAGGRUND

ESMA’s vejledning om navngivning af bæredygtige fonde skal ses i lyset af en række initiativer, som ESMA har iværksat med henblik på at mindske og forhindre såkaldt »greenwashing« (dvs. markedsføring af produkter, der præsenteres mere miljøvenlige og bæredygtige, end de egentligt er). Formålet med vejledningen er at sikre, at fondes navne faktisk afspejler de investeringsmål, -politiker og -strategi, der er nedfældet i deres centrale dokumenter, f.eks. investorinformationsdokumenter. ESMA’s vejledning om navngivning af bæredygtige fonde kommer til at finde anvendelse på investeringsforvaltningsselskaber, forvaltere af alternative investeringsfonde (”FAIF’er”), forvaltere af europæiske venturekapitalfonde (”EuVECA’er”), europæiske sociale iværksætterfonde (”EuSEF’er”) og europæiske langsigtede investeringsfonde (”ELTIF’er”).

HVAD INDEHOLDER VEJLEDNINGSUDKASTET?

Helt overordnet lægger høringsudkastet til ESMA’s vejledning om navngivning af bæredygtige fonde (”ESMA-vejledningen”) op til, at der stilles krav om, at fondes navne, hverken konstitutionelt i form af deres centrale dokumenter eller i markedsføringsøjemed, må være vildledende. Dette indebærer, at fonde kun må bruge ESG- og bæredygtighedsrelaterede termer i deres navne, når dette er understøttet på en materiel måde. Med andre ord skal det altså kunne bevises, at fonden har særlige bæredygtighedsrelaterede egenskaber eller formål.

I høringsudkastet lægger ESMA op til, at greenwashingen i fonde håndteres ved, at der indføres kvantitative tærskler for, hvornår en fond må bruge ESG- og bæredygtighedsrelaterede termer i deres navne, uden at navnet er at anse for vildledende. Vi har i denne opdatering valgt at se nærmere på de to kvantitative tærskler, der udgør centrale nedslagspunkter i høringsudkastet til ESMA-vejledningen:

1.    Brug af ESG-relaterede ord

For det første stiller ESMA-vejledningen krav om, at hvis en fond anvender et ESG-relateret ord i sit navn, skal mindst 80 % af fondens investeringer bruges på at opnå enten de miljømæssige eller sociale karakteristika eller de bæredygtige investeringsmål (tilfælles benævnt ”ESG-mål”), som fonden har oplyst i forbindelse med dens bindende investeringsstrategi, herunder de oplysningsforpligtelser, fonden skal afgive i henhold til bilag II og III i forordning (EU) nr. 2019/2088 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser (den ”delegerede SFDR-forordning”).

2.    Brug af bæredygtighedsrelaterede ord

For det andet stiller ESMA-vejledningen krav om, at hvis en fond anvender ordet ”bæredygtig” eller ethvert andet ord, der kan afledes fra ordet ”bæredygtigt” i sit navn, skal fonden indenfor de 80 % af fondens investeringer i de ESG-mål, som den har oplyst i forbindelse med dens bindende investeringsstrategi, bruge mindst 50 % af investeringerne på ”bæredygtige investeringer”, som defineret ved SFDR-forordningen.

FINANS DANMARKS HØRINGSVAR

Den 21. februar 2023 offentliggjorde Finans Danmark sit høringssvar til ESMA. Her fremgår det, at Finans Danmark forholder sig positiv overfor de tilsigtede ændringer og bakker op om en EU-harmonisering af reglerne for navngivning af bæredygtige fonde.

Imidlertid påpeger Finans Danmark, at der ved udformningen af vejledningen bør tages højde for visse juridiske usikkerheder omkring de bæredygtighedsoplysningsforpligtelser, fonde har i medfør af SFDR-forordningen, herunder usikkerheden omkring definitionen af ”bæredygtige investeringer” deri.

Herudover påpeger Finans Danmark, at der bør gælde de samme regler for navngivning af fonde, som der gælder for andre finansielle produkter, der er omfattet af SFDR-forordningen for at sikre lige vilkår for alle finansielle produkter.

Du kan læse hele Finans Danmarks høringssvar her.

HVAD ER DET NÆSTE, DER SKAL SKE?

Fristen for indgivelse af høringssvar til ESMA udløb den 20. februar 2023, og ESMA skal nu til at udarbejde den endelige version af ESMA-vejledningen. I forbindelse med høringsrunden er den rapport, som SMSG (Securities and Markets Stakeholder Group) er fremkommet med, i denne forbindelse særligt relevant. Rapporten påpeger, at navngivning af investeringsfonde kan have stor indflydelse på investorers opfattelse og forventninger til en fond, og derfor bør det være en vigtig overvejelse for fondsforvaltere og reguleringsmyndigheder. SMSG anbefaler, at ESMA bør udvikle retningslinjer og principper for navngivning af fonde og styrke deres tilsyn på området.

Rapporten beskriver også forskellige navngivningspraksis, der er blevet anvendt i investeringsbranchen, og identificerer nogle udfordringer og risici ved nogle af disse praksisser. SMSG opfordrer til mere gennemsigtighed og standardisering i navngivningsprocessen for investeringsfonde og foreslår nogle principper, der kan hjælpe med at sikre klar og præcis navngivning af fonde. I rapporten anbefaler SMSG også, at ESMA bør samarbejde med nationale tilsynsmyndigheder for at fremme konsistens og sammenhæng i navngivning af fonde på tværs af EU-landene. Endelig opfordrer rapporten også til en fortsat dialog og feedback mellem investorer, fondsforvaltere og reguleringsmyndigheder om navngivningspraksis for investeringsfonde.

LUND ELMER SANDAGERS bemærkninger

Vi forventer, at vejledningen vil være klar til offentliggørelse i Q2 eller Q3 2023. ESMA-vejledningen kommer til at finde anvendelse tre måneder efter offentliggørelsen på ESMA’s hjemmeside, men der vil dog være en overgangsperiode på seks måneder for de fonde, der eksisterede på offentliggørelsestidspunktet således, at disse kan nå at omstille sig til de nye krav i ESMA-vejledningen.

Hvis du har spørgsmål til vejledningen og de nye krav, så kontakt partner Kim Høibye eller advokat Jakub Zakrzewski fra vores team for bank og finans.