Højesteret: Fejl i sagsbehandlingen udløser ikke i sig selv ret til godtgørelse

Dommene viser, at spørgsmålet om godtgørelse skal vurderes konkret for hver enkel ansøger. Fejl i myndighedens sagsbehandling eller manglende overholdelse af regler giver ikke i sig selv ret til godtgørelse. 

Sagen kort 

Sagen angik 33 tidligere statsløse palæstinensere, som var født i Danmark. 

Danmark var efter FN’s Børnekonvention og konventionen om begrænsning af statsløshed forpligtet til at give dem dansk indfødsret, hvis de opfyldte konventionernes betingelser. Betingelserne var lempeligere end de almindelige regler for at få dansk statsborgerskab. Ansøgerne kunne derfor ikke få afslag alene, fordi de f.eks. ikke opfyldte krav om danskkundskaber eller havde bestået indfødsretsprøven. 

Udlændinge- og Integrationsministeriet behandlede imidlertid i en årrække ansøgningerne efter de almindelige regler. Nogle ansøgere fik derfor afslag, mens andre først fik dansk indfødsret senere, end de ville have fået, hvis ministeriet havde fulgt de internationale regler. 

Sagsøgerne krævede godtgørelse og erstatning. De gjorde blandt andet gældende, at behandlingen af deres ansøgninger, den mangelfulde vejledning og indhentelsen af oplysninger havde krænket deres rettigheder. 

Østre Landsret gav ved dom af 28. maj 2025 i sag B-4484-12 tre sagsøgere en godtgørelse på hver 10.000 kr. Højesteret stadfæstede den 21. august 2026 dommen i sag BS-36329/2025-HJR. 

Godtgørelse kræver en konkret forsinkelse 

Landsretten og Højesteret tog udgangspunkt i Højesterets dom af 20. juni 2018, U.2018.3230 H, som handlede om lignende krav fra tidligere statsløse palæstinensere. 

Højesteret havde her fastslået, at vurderingen skal ske konkret for hver enkelt ansøger. Det er derfor ikke tilstrækkeligt, at ansøgningen ikke er behandlet i overensstemmelse med de internationale regler for statsløse. Ansøgeren skal også kunne vise, at vedkommende ville have opnået dansk indfødsret tidligere, hvis ministeriet havde behandlet ansøgningen i overensstemmelse med konventionerne. 

Landsretten lagde til grund, at behandlingstiden for ansøgninger om dansk indfødsret generelt var mellem 16 måneder og to år. Ansøgere, der havde fået dansk indfødsret inden for denne periode, blev derfor anset for at være behandlet i overensstemmelse med de internationale regler for statsløse. 

På den baggrund fandt landsretten, at en række sagsøgere ikke havde krav på godtgørelse. Deres ansøgninger var behandlet uden forsinkelse sammenlignet med andre ansøgeres sager. Det ændrede ikke resultatet, at ministeriet i nogle af sagerne havde stillet krav om blandt andet dokumentation for danskkundskaber og indfødsretsprøve. 

For to sagsøgere anerkendte ministeriet, at de kunne have fået dansk indfødsret tidligere. For en tredje sagsøger fandt landsretten, at en samlet sagsbehandlingstid på mere end to år betød, at hun kunne have fået indfødsret tidligere. De tre sagsøgere fik hver 10.000 kr. i godtgørelse. 

Højesteret var enig i landsrettens vurdering. Dommene viser dermed, at godtgørelse forudsætter, at den enkelte ansøgers afgørelse faktisk er blevet forsinket som følge af ministeriets behandling. 

De øvrige krav gav ikke ret til godtgørelse 

Sagsøgerne gjorde også gældende, at Udlændinge- og Integrationsministeriets behandling af deres ansøgninger var nedværdigende og indebar forskelsbehandling på grund af etnicitet og nationalitet. 

Højesteret havde i 2018 fastslået, at ministeriets behandling af ansøgningerne ikke var nedværdigende behandling i strid med Menneskerettighedskonventionens artikel 3. Landsretten fandt, at sagsøgerne i den pågældende sag ikke havde fremlagt oplysninger, der kunne føre til et andet resultat. Højesteret var enig. 

Landsretten fandt heller ikke tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at ministeriets sagsbehandling indebar forskelsbehandling på grund af etnicitet eller nationalitet. Det gjaldt, selv om der var oplysninger om urimeligt lange sagsforløb og behandling i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Højesteret var også enig i denne vurdering. 

Højesteret fandt desuden ikke grundlag for at fastslå, at den manglende eller ufuldstændige vejledning om ansøgernes rettigheder efter konventionen skyldtes diskriminerende hensyn eller indebar en forskelsbehandling sammenlignet med andre statsløse i samme periode. 

Endelig fandt Højesteret ikke grundlag for godtgørelse efter de gældende persondataretlige regler, erstatningsansvarslovens § 26 eller Menneskerettighedskonventionens artikel 8 i anledning af ministeriets indhentelse og behandling af oplysninger, som ikke var nødvendige for behandlingen af ansøgningerne. 

Kravene var forældede 

Flere af sagsøgerne kunne havefået dansk indfødsret tidligere, men deres krav på godtgørelse var forældede. 

Sagen blev anlagt den 10. juli 2012. Krav, der var opstået mere end tre år før denne dato, var derfor som udgangspunkt forældede, medmindre betingelserne for at sætte forældelsesfristen på pause var opfyldt. 

Retten fandt, at ansøgernes manglende viden om, at afslagene var i strid med internationale konventioner, var en misforståelse af reglerne. Der var dog ikke en  særlig omstændighed, der kunne sætte forældelsesfristen på pause. Kravene var derfor forældede, og de pågældende sagsøgere havde ikke ret til godtgørelse. 

LES’ kommentar 

Dommene gør det tydeligere, hvornår fejl i myndigheders sagsbehandling kan føre til krav på godtgørelse. 

Højesteret fastslår, at det ikke i sig selv er tilstrækkeligt, at en ansøgning ikke er behandlet i overensstemmelse med de internationale regler for statsløse. Det afgørende er, om den enkelte ansøger kunne have fået dansk indfødsret tidligere. 

Dommene viser samtidig, at der ikke  i sig selv er ret til godtgørelse, selv om myndigheden har stillet krav, som ikke kunne stilles efter konventionerne. Det samme gælder ved mangelfuld vejledning, unødvendig indhentelse af oplysninger og lange sagsforløb. 

De forskellige udfald i sagerne illustrerer, at den enkelte ansøger skal kunne dokumentere en konkret forsinkelse, der skyldes ministeriets behandling. Det er ikke tilstrækkeligt at henvise til generelle fejl i sagsbehandlingen eller til, at sagen har haft et langt forløb. 

Når man overvejer et krav om godtgørelse eller erstatning, bør man derfor tidligt afklare både den konkrete forsinkelse og spørgsmålet om forældelse. 

Afgørelserne har særlig relevans for personer, der har eller får sager ved offentlige myndigheder, hvor sagsbehandlingen trækker ud eller der bliver anmodet om eller indhentet oplysninger eller taget sagsbehandlingsskridt, som ikke er nødvendige for den konkrete sag. 

Den stigende kompleksitet i lovgivningen sammenholdt med forskellige myndigheders tilgang til sagsbehandlingen, og hvad myndighederne anser for nødvendigt, får større og større indflydelse på mange af de sager, som vi hos Lund Elmer Sandager arbejder med og hvor forskellige myndigheder er involveret. 

I vores arbejde med sager om dansk statsborgerskab, som vi varetager for en række udlandsdanskere, er det vores erfaring, at når sagsbehandlingen bliver udfordret sagligt og inden for lovgivningens rammer, så er vi succesfulde med at få efter omstændighederne hurtige og rigtige afgørelser – også i sager, hvor borgeren selv har måttet give op. 

Sagerne om godtgørelse viser, at der kan være mulighed for at kræve godtgørelse, men at der skal meget til. Vores fokus er, at få afgjort sagerne sammen med myndighederne, og der er domstolenes afgørelser et godt bidrag til nuanceringen af samarbejdet mellem advokat og myndighed, da vores arbejde er målrettet mod korrekte afgørelser, frem for årelange slagsmål ved domstolene.