COVID-19: Retningslinjer for genåbning af arbejdspladser

Regeringen og Folketingets partier blev torsdag den 7. maj 2020 enige om, hvordan genåbningens fase to skal se ud. Partierne aftalte, at genåbning af det danske samfund blandt andet indebærer, at flere privatansatte møder ind fysisk på arbejdspladsen. Denne udmelding giver anledning til, at du som arbejdsgiver skal forholde dig til, hvordan din arbejdsplads genåbnes på en forsvarlig og hensigtsmæssig måde.
News
Ansættelsesret

Arbejdstilsynet og Styrelsen for Patientsikkerhed har på baggrund af genåbningen udarbejdet vejledninger med retningslinjer for, hvordan arbejdspladser bedst muligt forebygger smitte med COVID-19.

Arbejdsgiveres ansvar efter arbejdsmiljøloven

Du har som arbejdsgiver et ansvar for at overholde arbejdsmiljøloven, hvilket blandt andet indebærer, at du løbende skal sikre, at arbejdet bliver udført under forhold, som er sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarlige.

I takt med at der i samfundet pågår en kontrolleret genåbning blandt andet af det private erhvervsliv, har arbejdsgivere en pligt til at sikre, at arbejdet kan udføres sundhedsmæssigt forsvarligt, således at de ansatte bl.a. ikke bliver udsat for risici for smitte med COVID-19.

Tilrettelæggelse af arbejdet

Det er en del af anbefalingerne, at arbejdsgivere fortsat lader medarbejderne arbejde hjemmefra i det omfang, det er muligt. Det skal i den forbindelse vurderes, hvilke arbejdsopgaver der kan blive løst hjemmefra uden betydelig produktionsnedgang.

Medarbejdere kan som udgangspunkt ikke kræve at arbejde hjemmefra, hvis arbejdsgiveren ønsker, at medarbejderen møder fysisk ind på arbejdspladsen. Hvis den enkelte medarbejder kan påvise, at vedkommende er udsat for fare for fx sit helbred, ved at møde på arbejde, kan det være lovligt for vedkommende at nægte at møde ind.

Indretning af arbejdspladsen og kantiner

Vejledningen fra Arbejdstilsynet og Styrelsen for Patientsikkerhed indeholder en række anbefalinger og retningslinjer for, hvordan arbejdsgivere bør indrette arbejdspladser og eventuelle kantiner fysisk:

  • Der skal være minimum en meters afstand mellem medarbejderne på arbejdspladsen. Dette kan I blandt andet opnå ved at fordele medarbejderne til flere kontorer, arbejde på skift el.lign.
  • Medarbejdere bør ikke opholde sig i små rum, som fx mødelokaler, frokoststuer mv. på samme tid.
  • Større fællesmøder bør blive aflyst. Hvis dette ikke er muligt, bør de blive afholdt digitalt eller i det største lokale på arbejdspladsen.
  • Det fremgår af retningslinjerne, at brug af kantiner ikke frarådes, men kantiner bør indrettes på en måde, hvorpå medarbejderne kan holde afstand. Dette kan fx ske ved benyttelse af mindre borde, mere afstand mellem bordene og afstandsmarkering mv. Ligeledes bør det overvejes, om medarbejderne kan holde frokostpause forskudt, så der ikke er for mange medarbejdere i kantinen på samme tid.
  • Benytter I buffetservering i kantinen, skal I have særlig fokus på kontaktflader. Du bør overveje, om I kan gøre brug af personlige redskaber, engangsredskaber eller portionsskåle.

Hygiejne og adfærd

Retningslinjerne indeholder en opfordring til dig som arbejdsgiver om at oplyse dine medarbejdere om god og hensigtsmæssig håndhygiejne. Du skal sikre, at medarbejderne har mulighed for at vaske hænder jævnligt og har håndsprit til rådighed.

Arbejdsgivere skal også sørge for, at arbejdspladsen bliver gjort grundigt rent – med særligt fokus på toilet, håndtag, gelænder, bordoverflader mv., da disse genstande berøres hyppigt.

Endelig indeholder retningslinjerne også en opfordring til arbejdsgiverne om at sikre, at der sker grundig rengøring af de enkelte arbejdsstationer, hvis medarbejderne ikke har faste pladser.

Håndtering af sygdom og symptomer på COVID-19

For at forebygge smittespredningen er det vigtigt, at medarbejderne via retningslinjer på arbejdspladsen eller lignende er gjort opmærksom på, at de ikke møder fysisk på arbejde, hvis de udviser blot milde symptomer på COVID-19.

Du bør også sikre, at der foreligger instrukser for, hvordan medarbejdere med symptomer på COVID-19 bliver håndteret.

Hvis en medarbejder møder på arbejde med symptomer, kan du sende den pågældende medarbejder hjem. Hvis medarbejderen bliver sendt hjem, skal du betale løn til medarbejderen efter reglerne som ved sygdom.

Særligt udsatte medarbejdere

Hvis en medarbejder tilhører en særlig risikogruppe som defineret af Sundhedsmyndighederne eller ved andre særlige omstændigheder, indeholder retningslinjerne en præcisering af, at ledelsen i dialog med medarbejderen og med udgangspunkt i Sundhedsstyrelsens retningslinjer på området foretager en konkret og individuel vurdering af, hvordan medarbejderens situation skal håndteres mest hensigtsmæssigt.

Har du spørgsmål til, hvordan I bedst muligt skaber de mest hensigtsmæssige rammer for genåbning i jeres virksomhed, der følger Arbejdstilsynets og Styrelsen for Patientsikkerheds retningslinjer, så kontakt vores ansættelsesretlige team partner, advokat Michael Møller Nielsen, advokat Julie Flindt Rasmussen eller advokatfuldmægtig Marta Valgreen Knudsen.