Medarbejderens ret til fravær ved særlige familiemæssige årsager udvides

Folketinget har den 9. juni 2022 vedtaget en ændring af loven om omsorgsorlov som led i implementeringen af EU’s orlovsdirektiv. Lovændringen træder i kraft den 2. august 2022. Få et overblik over de nye regler i denne artikel, og hvad du skal være særligt opmærksom på som virksomhed.
Nyhed
Ansættelsesret

Ifølge den gældende lov om lønmodtageres ret til fravær fra arbejde af særlige familiemæssige årsager har medarbejdere ret til ulønnet fravær, når

  • tvingende familiemæssige årsager gør sig gældende i tilfælde af sygdom eller ulykke, der gør medarbejderens umiddelbare tilstedeværelse påtrængende nødvendig (force majeure),
  • medarbejderen er ansat af kommunen efter bestemmelserne herom i lov om social service til at passe en nærtstående med betydeligt og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse eller
  • medarbejderen modtager plejevederlag efter bestemmelserne herom i lov om social service for at passe en nærtstående, der ønsker at dø i eget hjem.

Med vedtagelsen af den nye lov udvides medarbejdernes ret til fravær. De væsentligste ændringer er:

  • Retten til fravær udvides til, at medarbejderen fremover har ret til i alt 5 dages ulønnet omsorgsorlov pr. kalenderår til at yde personlig omsorg eller støtte til egne børn, forældre, ægtefælle eller partner, som har behov for væsentlig omsorg eller støtte på grund af en alvorlig helbredsmæssig tilstand. Ubrugte omsorgsdage kan ikke overføres til det næste kalenderår.
  • Beskyttelsen mod afskedigelse eller forringelse af medarbejderens vilkår som følge af anmodning eller udnyttelse af retten til ulønnet omsorgsorlov udvides til også at omfatte medarbejdere, der afholder ulønnet omsorgsorlov, som beskrevet ovenfor.
  • Der indføres såkaldt ”delt bevisbyrde” ved afskedigelse, så bevisbyrden vendes mod arbejdsgiveren, hvis medarbejderen kan påvise faktiske forhold, der giver anledning til at formode, at afskedigelsen er begrundet i omsorgsorlov.  
  • Arbejdsgiveren kan anmode medarbejderen om lægeligt at dokumentere behovet for væsentlig omsorg eller støtte
  • Loven træder i kraft den 2. august 2022, og frem til den 31. december har medarbejderen har ret til at afholde to ulønnede omsorgsdage som en overgangsordning.

Lovændringen kan for nogle virksomheder derudover medføre behov for tilpasning af personalehåndbogen og procedurerne for håndtering af medarbejderes ulønnet orlov.

Hvis du har spørgsmål til de nye regler, er du meget velkommen til at kontakte vores specialister i ansættelsesret; partner, advokat Michael Møller Nielsen, advokat David Bar-Shalom eller advokat Julie Flindt Rasmussen.