Stigning i whistleblowerindberetninger understreger behov for ordninger i virksomheder

Antallet af whistleblowerindberetninger i danske C25-virksomheder er steget markant de seneste år, en trend vi også mærker hos Lund Elmer Sandager. Det vidner om et øget fokus på integritet, gennemsigtighed og ansvarlighed i erhvervslivet. Whistleblowerordninger er ikke længere kun et lovkrav, men derimod et vigtigt værktøj til at forebygge problemer, styrke virksomhedskulturen og understøtte arbejdet med ESG.
News
Ansættelsesret

En nylig opgørelse fra PwC viser, at antallet af whistleblowerindberetninger blandt C25-virksomhederne er steget 34 % fra 2022 til 2023 og 52 % over en toårig periode. I 2024 alene modtog de største danske børsnoterede selskaber mere end 4000 indberetninger. 

En nødvendighed i en tid med øget fokus på ansvarlighed 

Stigningen i antallet af indberetninger afspejler en øget gennemsigtighed og et stigende fokus på virksomhedskultur, integritet og ansvarlighed og vidner i særdeleshed om, at kanalen er berettiget.

Årsagen er ikke kun øget kendskab til ordningerne, men også en voksende tillid blandt medarbejdere og eksterne interessenter til, at indberetninger bliver taget alvorligt og fører til handling og ændringer. 

Når en virksomhed etablerer en whistleblowerordning, skaber den en tryg kanal til at identifikation og løsning af væsentlige udfordringer.  

Virksomhederne, der etablerer en ordning, fokuserer ikke kun på at afsløre ulovligheder som fx svig og chikane, men arbejder også aktivt på at styrke virksomhedens kultur, fremme tillid og interesser i nærområdet og sikre, at der bliver taget hånd om risici, før de udvikler sig til egentlige problemer eller skandaler, der kan skade omdømme og bundlinje. 

Whistleblowerordninger som en del af ESG og risikostyring 

I en tid hvor ESG fylder mere, både i investorernes og myndighedernes krav, spiller whistleblowerordninger en vigtig rolle. De er ikke blot et complianceværktøj, men en aktiv komponent i  ESG-arbejdet. 

Virksomheder, der arbejder med CSRD-rapportering, anvender fx whistleblowerordningerne til aktivt at dokumentere arbejdet med integritet og ansvarlig ledelse. En effektiv whistleblowerordning understøtter transparens og ansvarlighed, som kunder, samarbejdspartnere, medarbejdere og investorer efterspørger. 

Når vi ser på nogle af de seneste sager, som fx en offentligt meget omtalt sag i et større pensionsselskab, illustrerer de, hvordan en whistleblower bidrog til at afdække kritisable forhold i selskabsledelsen.  

Uden whistleblowerens indberetning kunne forholdene have udviklet sig og forblevet uopdaget, hvilket formentlig ville have været medvirkende til at fremme interesser, der var pensionskunderne uvedkommende.  

Derudover beretter Mærsk om mere end 100 fyringer af medarbejdere i 2024 på baggrund af indberetninger. 

Virksomheder vurderer ifølge rapporten, at flere indberetninger er et sundhedstegn. Medarbejdere tør tale åbent om bekymringer uden frygt for repressalier, og whistleblowerordninger giver ledelsen en mulighed for hurtigt at reagere på uregelmæssigheder og sikrer anmelderne tryghed, da de er beskyttet mod repressalier, når de anvender ordningen efter sit formål. 

En ekstern, uafhængig whistleblowerordning skaber tillid og frigiver ressourcer 

Hos Lund Elmer Sandager tilbyder vi en whistleblowerordning, som er administreret af erfarne advokater under partner Michael Møller Nielsens ansvar og ledelse. Ordningen er udviklet af vores IT-advokat partner Torsten Hylleberg, og sikrer fuld compliance og anonymitet hos whistleblowere. 

Vores fordeling af ansvaret sikrer, at alle henvendelser bliver behandlet kompetent, hurtigt, sagligt og inden for rammerne af loven. Det giver dit firma en god indgang til løsning af sager, der er nødvendige at arbejde videre med. 

Når whistleblowerfunktionen håndteres af en ekstern part, kan det potentielt øge trygheden hos medarbejdere og andre interessenter i forhold til at indberette bekymringer. Det kan fremme en oplevelse af neutral, fortrolig og professionel behandling af sagerne, da funktionen er adskilt fra virksomhedens interne strukturer. En ekstern ordning kan også medføre en aflastning af interne ressourcer og dermed give virksomheden bedre mulighed for at fokusere på kerneopgaverne, samtidig med at der stræbes efter at opretholde et højt niveau af compliance og governance. 

Lund Elmer Sandagers whistleblowerordning sikrer, at alle indberetninger håndteres i overensstemmelse med whistleblowerloven, hvilket minimerer risikoen for lovbrud og understøtter virksomhedens arbejde med ESG og CSRD-rapportering.  

Vi udbyder den til en yderst konkurrencedygtig pris, men uden at gå på kompromis med kvaliteten – begge dele en væsentlig del af vores kommercielle og juridiske DNA. 

Med rapportens konklusioner in mente og med fokus på at anvende whistleblowerordningen som et strategisk værktøj, er det en klar fordel, at der ikke bliver afregnet pr. indberetning i vores ordning, men at den løbende håndtering af anmeldelser, er en del af den årlige pris. På den måde skal du ikke bekymre dig om uforudsete ekstraomkostninger, når indberetningerne kommer. 

Når vi skal arbejde videre med eventuelle indkomne anmeldelser, aftaler vi sammen rammerne for vores arbejde. 

Kontakt

Kontakt partner, advokat og leder af vores ansættelsesretlige afdeling Michael Møller Nielsen eller partner, advokat og leder af vores afdeling for IT og Teknologi Torsten Hylleberg for at høre mere om en whistleblowerordning fra LES.