COVID-19: Midlertidig trepartsaftale om lønkompensation forlænges
Den oprindelige aftale blev indgået den 10. december 2021 mellem regeringen og arbejdsmarkedets parter, og vedrørte en midlertidig lønkompensationsordning til de hårdest ramte virksomheder. Trepartsaftalen skulle oprindeligt være gældende til den 15. januar 2022.
Læs vores tidligere artikel om kompensationsordningerne her.
Lempet krav om hjemsendelse
Ifølge af den oprindelige aftale af den 10. december 2021 var det et krav, at virksomheden hjemsendte mindst 30 % af medarbejderne for at kunne modtage kompensation.
For den nye aftale gælder det, at virksomheden enten hjemsender 30 % af medarbejderne, eller at virksomheden hjemsender 50 eller flere medarbejdere i gennemsnit over hjemsendelsesperioden. Hjemsendelseskravet er derfor blevet lempet.
Ordningen gælder med tilbagevirkende kraft fra den 10. december 2021 til og med den 31. januar 2022.
For så vidt angår tvangslukkede virksomheder, kan disse fortsat søge om lønkompensation, mens de er lukkede som følge af forbud.
Hvis du har spørgsmål til den nye trepartsaftale om forlængelse af lønkompensationsordningen eller til de nye ordninger, så kontakt vores ansættelsesretlige specialister partner, advokat Michael Møller Nielsen; advokat Julie Flindt Rasmussen eller advokatfuldmægtig Mina Faiz.