Ny trepartsaftale giver arbejdsgivere mulighed for at kræve coronapas

Smitten med Covid-19 er igen under opblussen. Regeringen og arbejdsmarkedets parter (DA og FH) har indgået en aftale, hvor arbejdsgivere ved lov vil få adgang til at pålægge medarbejdere at fremvise et gyldigt coronapas.
Nyhed
Ansættelsesret

Hensynet bag den nye trepartsaftale er at skabe tryghed på arbejdspladserne, sikre at arbejdsgivere kan mindske risikoen for smittespredning med covid-19 og forhindre eventuelle udbrud på arbejdspladserne.

Covid-19 er netop igen blevet kategoriseret som en samfundskritisk sygdom, hvilket har medført, at saglighedskravet for at pålægge ansatte at vise coronapas, er opfyldt. Regeringen og arbejdsmarkedets parter er desuden blevet enige om at anbefale Folketinget, at den lov, som tidligere gav arbejdsgivere mulighed for at kræve at ansatte lod sig coronateste, bliver genindført.

Arbejdsgivere, der pålægger deres ansatte at vise coronapas, vil blive underlagt en række procedurekrav. Det fremgår ikke nærmere af aftalen, hvad indholdet af kravene vil være.

Før indgåelsen af den nye trepartsaftale har virksomheder i en periode befundet sig i en situation, hvor der ikke har foreligget et lovgivningsmæssigt fundament til indførelse af foranstaltninger på arbejdspladsniveau til beskyttelse af de ansatte mod covid-19. Den nye trepartsaftale giver således virksomheder adgang til at tage de tilstrækkelige og nødvendige forholdsregler for at forebygge og forhindre udbrud blandt de ansatte og sikre i videst muligt omfang, at ansatte ikke møder på arbejde med Covid-19.

Der er i aftalen lagt op til, at lovgivningen skal gælde så længe Covid-19 kategoriseres som en samfundskritisk sygdom.

Lund Elmer Sandagers kommentarer

Som den senere tids indførelse i enkelte større danske virksomheder viser, og som trenden er internationalt, er der ikke noget håndfast arbejdsretligt krav om, at et pålæg fra en arbejdsgiver rettet mod de ansatte om forskellige foranstaltninger til imødegåelse af coronasmitte på arbejdspladsen kræver lovhjemmel.

I dansk ret vil en række betingelser udviklet i arbejdsretlig praksis skulle være opfyldt, for at en virksomhed kan kræve af dets ansatte, at de sikrer sig, at de ikke medtager en samfundskritisk sygdom på arbejdspladsen.

Når disse betingelser er opfyldt, er der til gengæld rent juridisk meget vide rammer for arbejdsgiveren til at opstille regler på arbejdspladsen for, hvad der er krævet af den enkelte medarbejder for at kunne møde ind på arbejdspladsen.

Går du og overvejer at indføre regler om håndteringen af coronasmitten og imødegåelse af samme på din virksomhed, så tag fat i en af Lund Elmer Sandagers arbejdsretlige eksperter partner, advokat Michael Møller Nielsen eller advokat Julie Flindt Rasmussen.