Ny kendelse om arbejdstid og fortolkning af selvtilrettelæggere

Sagen kort

En specialkonsulent i staten havde over en længere periode haft en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid på mere end 48 timer. Sagens centrale spørgsmål var, om det var i strid med arbejdstidsdirektivet (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88/EF af 4. november 2003) og lov om gennemførelse af dele af arbejdstidsdirektivet.

Arbejdsgiveren hævdede, at konsulenten var ”selvtilrettelægger” og derfor ikke var omfattet af 48-timersreglen. Opmanden afviste dette ud fra, at undtagelsen om selvtilrettelæggere skal tolkes snævert i overensstemmelse med EU-retten. For at en medarbejder kan betragtes som selvtilrettelægger, skal vedkommende have fuldstændig frihed til selv at bestemme arbejdstidens placering og omfang. 

I denne sag blev det vurderet, at specialkonsulenten reelt ikke havde en sådan frihed, da muligheden for at tilrettelægge arbejdet var begrænset – bl.a. af en række tilbagevendende ugentlige møder fastlagt af arbejdsgiveren. Konsulenten havde ikke en sådan indflydelse på arbejdstidens længde og arbejdets tilrettelæggelse, at konsulenten kunne betragtes som selvtilrettelægger. Arbejdsgiveren kunne derfor ikke undtage medarbejderen fra bl.a. 48-timersreglen.

Snæver fortolkning af selvtilrettelæggere

For at være undtaget fra de EU-retlige beskyttelsesregler i arbejdstidsdirektivet skal en medarbejder have fuld kontrol over sin arbejdstid. Fleksibilitet i tilrettelæggelsen er ikke tilstrækkeligt. Kendelsen tydeliggør, at anvendelsesområdet for selvtilrettelæggere er meget begrænset og ikke automatisk gælder en hel kategori af arbejdstagere som akademikere og konsulenter. 

12-måneders referenceperiode

Selvom konsulenten havde arbejdet mere end 48 timer ugentligt i flere måneder, fastslog opmanden, at overenskomsten, som konsulenten var omfattet af, tillod en referenceperiode på 12 måneder frem for referenceperioden på fire måneder i arbejdstidsdirektivet. Konsulentens gennemsnitlige arbejdstid skulle derfor vurderes over en 12-måneders periode. Dermed kunne de perioder, hvor arbejdstiden havde været lavere end 48 timer ugentligt, trække gennemsnittet ned og medføre, at reglen formelt ikke var overtrådt.

Arbejdsgiveren fik medhold i, at referenceperioden i overenskomsten var lovligt aftalt til 12 måneder, og dette førte til frifindelse i sagen. Kendelsen viser dermed, hvordan kollektive aftaler kan påvirke vurderingen af arbejdstidens omfang og illustrerer vigtigheden af klare overenskomstbestemmelser på området.

Tidsregistrering og arbejdsgiverens ansvar

Sagen falder sammen med implementeringen af pligtig tidsregistrering, som trådte i kraft 1. juli 2024. Alle arbejdsgivere skal nu dokumentere arbejdstidens længde for at sikre overholdelse af 48-timersreglen samt daglige og ugentlige hvileperioder.

LES’ kommentar

Kendelsen markerer en vigtig afklaring i dansk arbejdsret. Kendelsen understreger, at en arbejdsgiver ikke kan omgå arbejdstidsreglerne ved at kalde en medarbejder selvtilrettelægger. Det vil kræve en konkret vurdering, og det vil i praksis være svært at argumentere for, at akademikere eller konsulenter generelt falder uden for reglerne. Arbejdsgivere kan derfor ikke antage, at en hel medarbejdergruppe på baggrund af fx deres jobtitel som konsulent mm. eller deres ret til fleksibilitet i arbejdstiden kan anses som selvtilrettelæggere.

Vil du vide mere?

Kontakt en af vores ansættelsesretlige specialister; partner Michael Møller Nielsen, associeret partner Julie Flindt Rasmussen eller advokat Lene Lindved Fruensgaard, for at høre mere om, hvordan I bedst sikrer overholdelse af arbejdstidsreglerne.